Long time, no see

Det er blevet til en blogpause på næsten 10 måneder - der er ikke rigtig nogen forklaring, sådan blev det bare, der var andre ting, der overtog.

Men nu er lysten vendt tilbage, og jeg har et lille forfængeligt håb om, at der stadig er nogle derude, der kan huske denne blog. Hvis der er, kommer her en lille opsummering på 2014.

• Det tog længere tid at kommer over Mr.X' død end ventet - ikke selve døden, men det der skete i årene inden. Ikke at det har været en stor tung depression, slet ikke, det har bare fyldt meget ind imellem - måske især erkendelsen af, hvor ondt det har gjort. Men det bearbejdes lige så langsomt.
  
• Den Lange, som nu er blevet 20 år, er startet på maskinmesterskolen. Og er fantastisk glad for at komme tilbage på skolebænken - hvem skulle nu have troet det. Han springer selv ud ad sengen hver morgen. Det er en fornøjelse.
  
• Den Lille er startet i 2.G med knap så meget entusiasme, men han lover sin mor, at han gør mere ved skolen i år end sidste år.
  
• Jeg har desværre mistet min far - så nu ved jeg, hvordan det føles, det gjorde jeg ikke, da drengene mistede deres sidste år. Og det gør ondt.
  
• Jeg er fyldt 50, ikke at det har den store betydning for mig, men der er mange, der syntes, det er vigtigt at "runde et skarpt hjørne". Jeg så det mere som en fantastisk anledning til at holde en stor fest.
  En fest jeg for øvrigt har glædet mig til at holde længe (et par år). Og den slags skal man være påpasselig med, det kan nemt blive svært at leve op til de forventninger, man selv stiller op over tid. Men det blev præcis den fest jeg havde drømt om, og jeg ser tilbage på den med stor glæde.

Ellers er alt vist som det plejer, ud over at der er kommet en mand ind i mit liv igen. Egentlig har han været der længe, for jeg har kendt ham meget længe, men nu er han en fast del af mit liv, og det er dejligt. Så livet er godt.

Og det føles som om, der igen er tid og lyst til blogland, jeg lover ikke noget, men jeg glæder mig - for jeg har fulgt med hos jer derude sådan lidt i det små og stille.

Der er også kommet et par nye opslag på fotobloggen, hvis du har lyst til at se med der: AKfotokunst

At komme igennem og videre

Der er sket så meget de sidste måneder, jeg kan dårligt huske hoved og hale i det hele, men her er nogle af de større ting.

Den mindste var næsten lige startet på Gymnasiet, så han blev selvfølgelig meldt “syg”. De var meget forstående og søde, så søde, at de samme eftermiddag sendte blomster og kort med hilsen. Og både den mindste og jeg blev ringet op af hans studievejleder, der stod til rådighed med hjælp og støtte. De har i det hele taget været en god støtte, og det har været trygt at vide, at han også blev passet på, når han var i skole. Det betød også, at han var klar til at gå i skole ganske få dage senere.

Så var der samtaler med bedemand og præst, og selve bisættelsen. Hos præsten var begge drenge med og hun var rigtig sød til at spørge ind og lytte til dem begge. Selvfølgelig berørte vi årsagen til Mr.Xs død, men vi talte endnu mere om alt det der lå forud og alle de gode minder, der også er. Og hun holdt den helt rigtige tale i kirken, med vægt på alle de vigtige ting. Og bisættelsen blev en god oplevelse.

Også en lidt underlig oplevelse, forstået på den måde, at der var rigtig mange mennesker med, vi slet ikke kender, men som var en del af Mr.Xs liv. Og underlig på den måde, at vi nok var dem, der var mindst berørt i kirken den dag. Sikkert fordi vi var forberedt på, at dette ville ske en dag, og at vores sorg var blandet med en vis lettelse. Lettelse over, at det vi længe havde frygtet nu var overstået.

Den store sagde bagefter, at det var underligt at bære kisten ud og se alle de mennesker, der var så åbenlyst kede af det, når han ikke selv følte sig særlig berørt!

Næste store opgave var tømning af Mr.X’ bolig. Den mindste ønskede ikke at komme ud i huset, så det tog den store og jeg os af. Og det har været en stor og tung opgave. Vi fik hentet alle de ting drengene ønskede at beholde, gennemgik mængder af papirer og ringede til slut efter et borydningsfirma. De gav en ok pris for det resterede indbo, tømte boligen dagen efter og ryddede utroligt flot op efter sig. Det var en lettelse at få det afsluttet.

Nu går hverdagen så videre, næsten som før. Mr.X var i det sidste år ikke en del af drengenes dagligdag. Den store havde ikke set ham i næsten et år og den mindste havde været sammen med sin far et par gange hen over sommeren. De havde begge gjort, som de hver især havde behov for i forhold til deres far, og det var bevidste valg. Og det betyder, at hverdagen hurtigt har indfundet sig igen. Så nu tager vi en dag ad gangen og ser fremad og snakker når behovet er der.

Og jeg glæder mig til, at jeg får tid til at beskæftige mig med noget andet og mere positivt – både i tanke og handling. Det har godt nok været nogle lange måneder og det føles som en evighed siden Mr.X døde. Så det skal blive dejligt at få juleferie.

Den sidste store tur

Det er blevet til en lang pause i blogland, jeg håber, jeg stadig har lidt læsere tilbage.

Hvor skal jeg starte med de sidste måneders begivenheder? Jeg må starte med en slutning.

Efter ni ædru måneder tog Mr.X endnu en nedtur i flasken – og det blev hans sidste!
Han døde den 23. september.

Ældste søn blev ringet op kl. 05, hans far var indlagt på Hillerød Sygehus, han havde haft voldsomme kramper og et langvarigt hjertestop og havde kun få timer tilbage.

Hele familien var vågen på meget kort tid. Ældste søn ville gerne op på hospitalet, yngste ville blive hjemme. Jeg var splittet mellem de to, men yngste ville gerne være alene, så jeg kørte til Hillerød med den store. På vejen blev vi ringet op igen – deres far var død.

Vi fortsatte alligevel, den store havde ikke set sin far i ni måneder og mente ikke han ville forstå det, hvis han ikke så sin far. Vi fik en rigtig god samtale med lægen, der forklarede, hvad der var sket siden indlæggelsen. Han havde ikke haft smerter og havde ikke lidt, det var det vigtigste for drengene.

Vi gik ind for at se ham, og den store fik sagt sit farvel og fik set sin far efter næsten et år uden kontakt. En far der nok har svigtet i de senere år, men som også var så meget mere end alkoholproblemerne.

Så hjem og give den mindste besked, flere tårer og flere kram.

Begge drenge var trætte og lagde sig til at sove. Jeg satte mig i stuen med hovedet fyldt med tanker – der var et par telefonsamtaler der skulle klares, men det var stadig for tidligt at ringe til nogen.

Hvordan trøster man to drenge der har mistet deres far – jeg vidste det ikke. Jeg har gudskelov ikke mistet nogle af mine forældre. I de fleste andre situationer har man som forældre selv været der engang, kender følelsen og kan sætte sig ind i deres situation, men jeg kunne ikke sætte mig ind i deres følelser – og jeg følte mig lidt magtesløs lige der med to sovende drenge. Og i den situation jeg så længe havde ventet og frygtet. Nu var vi midt i det!

--- o O o ---

Jeg skal nok fortælle, hvordan det er gået efterfølgende, men ikke i aften …. det gør både godt og ondt at få sat ord på.

Glæde

To eksamener overstået – to glade drenge i mit hus …

Tillykke drenge

Skriv en ny historie

På Gitte Koldtofts Facebook-side læste jeg i dag om det yderst effektive coatching værktøj, at “Skrive en ny historie”. Altså, at omskrive det, der sker i dit liv til en positiv historie.

Det har jeg egentlig været i gang med et stykke tid – altså at omskrive et par af kapitlerne i mit liv – jeg vidste bare ikke, at det også var en coatching-ting. Men det er jo også lige meget. Det gav bare en meget god overskrift til indlægget – som også fortæller lidt om, hvorfor der har været stille på bloggen et stykke tid.

Et af de store og tunge kapitler i mit liv har jo været Mr.X, men han er nu reduceret til en fodnote. Sidste år flyttede han ned til sin veninde, men han er nu blevet sendt ud af døren igen, da flasken stadig har for stor magt over ham. Så i 14 dage har han være helt forsvundet fra jordens overflade – eller ingen vidste i hvert fald, hvor han var, efter han var udskrevet fra en indlæggelse til afrusning.

Ændringen er, at ingen her i husstanden gjorde sig de store anstrængelser i den anledning. Vi forholdt os alle afventende på en telefonopringning – enten fra ham selv eller en offentlig myndighed – og enten med besked om liv eller det modsatte.

Og følelsen af “ligegyldighed” er i den sammenhæng en særdeles positiv følelse, det berører mig simpelthen ikke længere. Selvfølgelig tænker jeg på minde drenge og sørger for omsorg over for dem, men ellers er der ingenting – kun en fodnote.

Og det var for øvrigt ham selv, der ringede op, så der er liv! Men et liv som drengene har fravalgt, med mindre han kan bevise, at han kan være ædru de næste 6 måneder.

Og jeg er stolt af mine drenge, de har lært at passe på sig selv og sætte deres egne grænser – de har godt nok lært det på den hårde måde – men de har lært det og kan tage det med sig i resten af deres liv.

Dårlig køredag og ufrivillig fridag

Jeg er her stadig, selv om bloggen har været stille meget længe. Jeg har døjet med småforkølelse lige siden min sygdom i januar og haft brug for at slappe så meget af som muligt.

I dag fik jeg en helt ufrivillig fridag, som jeg dog godt kunne have undværet. Jeg kørte i grøften på vej på arbejde. Heldigvis kom der ingen modkørende, for jeg røg over i modsatte kørebane flere gange i et forsøg på at rette op på den glatte vej, men endte til sidst i grøften i den modsatte kørebane.

Jeg er ikke kommet til skade, ud over nogle blå mærker og lidt ømhed i kroppen – og heldigvis blev ingen andre involveret. Desværre har min bil det mindre godt, første bud fra værkstedet er, at den ikke står til at redde. Så nu venter jeg på den endelige dom fra taksatoren.

Men det er KUN materielle ting, og jeg er så glad for, at ingen andre blev indblandet.

Og så var der flere søde mennesker, der straks stoppede op og sikrede sig, at jeg ikke var kommet til skade, og en kørte mig endda hjem.

Så nu kan det godt stoppe med alt det sne, jeg vil have tørre veje og dejlig sol.

Nu glæder jeg mig til at komme rundt på jeres blogge og følge med igen.

Kør forsigtigt derude ….

Visse ting kommer altid ubelejligt

Det har været et fantastisk flot fotovejr i weekenden - har jeg hørt - for jeg har ligget pakket godt ned under dynen med hovedet fyldt af forkølelse.

Efter et besøg hos lægen i dag er dommen betændelse i diverse hulrum og bronkier, så nu står den på penicillin i den næste uges tid.

Hvorfor kommer sygdom altid på de mest ubelejlige tidspunkter?

Jeg skulle have skudt en større børne-portræt-serie i går, som jeg måtte aflyse. Og det er ved at være tid, til at få sat lidt skub i fotosiden igen, der ligger en masse ideer og venter på at blive ført ud i livet, men nu må de altså vente lidt længere, ØV.

Men jeg glæder mig over, at jeg trods alt kan få penicillin, som forhåbentlig hurtigt hjælper, og at der IKKE var noget på lungerne.

Man skal huske at glæde sig over de små (eller store) lyspunkter - god mandag i blogland

Stilhed efter storm

SÅ er alle aftalerne i kalenderen afholdt, og der er blanke sider de fleste dage fremover.

Og det er tiltrængt, der har været alt for tralvt i en lang periode. Istændsættelse af de nye klublokaler har taget en del tid, og samtidig var der mange andre aftaler, der også skulle holdes. Men nu er der ro og tid igen.

To julefrokoster er afholdt. Først julefrokosten i klubben, som blev rigtig hyggelig i de nye lokaler. Der blev plads til at vi alle kunne sidde samlet og spise. Og efterfølgende var der hygge med både spil og snak.

I fredags var jeg til julefrokost på arbejdet. Det var lidt større, vi var 1100 samlet – men det lykkedes at holde nogenlunde samling på vores lille afdeling, så vi hele tiden kunne finde hinanden. Og det blev en hyggelige eftermiddag og aften.

I dag skulle dagen være brugt på en større portrætfotografering i Jyllinge, men det blev aflyst på grund af sygdom. Det var måske meget godt, vejret taget i betragtning. Så i to dage har jeg lavet absolut ingenting. Det føles godt …

Håber du har en dejlig søndag i vinterdanmark

Blogpause

Det er blevegt til en længere blogpause, det var egentlig ikke meningen, men livet kom på tværs.

Jeg har været plaget af nærmest kronisk træthed og har ikke haft overskud til at sidde ved pc'en efter arbejdstid. Jeg tror simpelthen krop og sind havde behov for ro og fred oven på de mange "begivenheder", der er kommet væltede i år.

Nu var der endelig ro. Min far er næsten helt ovenpå igen, Mr.X kom hjem fra sit behandlingsophold, var positiv og overbevist om, at alkohol ikke længere var en del af hans tilværelse. Vi er helt på plads i den nye lejlighed, og er faldet godt til.

Og så kom trætheden, men der har heller ikke været tid til afslapningen i lang tid. Og det har været godt bare at sidde i sofaen og slappe af.

Samtidig har jeg gennemgået Familieprogrammet for pårørende til misbrugere, det har været spændende, udfordrende og givet stof til eftertanke. Der er helt sikkert ting i mit liv, der skal ændres, dårlige vaner der skal "slettes".

Så nogle af timerne i sofaen er blevet brugt til at gennemgå materialet nøje og finde de områder, hvor jeg selv er "ramt", og hvor jeg har lidt at arbejde med. For selv om jeg trode, at jeg ikke var så hårdt ramt som medafhængig, fordi vi ikke har boet sammen i mange år, og slet ikke i årene, hvor det har været værst, har jeg også mønstre, der trænger til at blive set efter i sømmene og ændret.

Også for den medafhængige er det første skridt at blive bevidst. Bevidst om de reaktionsmønstre der ligger på rygraden, og være bevidst om, hvad man gerne vil ændre.

Og det har hjulpet - desværre har vi allerede haft mulighed for at teste det, for I søndags viste det sig, at Mr.X er i tilbagefald. Det var et hårdt slag, og al magtesløsheden og uroen vendte straks tilbage.

Men vi har taget os af os selv, sørget for at vi kan komme videre på en måde, så vores hverdag hænger godt sammen. Og så må Mr.X passe sig selv, jeg ved han har fået redskaber og personer der kan hjælpe ham, og jeg tager ikke længere ansvar for andet end mit eget liv - og mine drenge.

Det blev lidt tungt, men sådan er livet lige nu - og der er gode ting i vente :0)

Tilbage til hverdagen

Så sluttede ferien, og hverdagen er igen ved at finde sin døgnrytme – selv om det stadig er lidt svært, at komme under dynen tidligt nok til at få tilstrækkelig søvn, inden vækkeuret ringer.

Det blev slet ikke til så meget bloggeri i ferien som planlagt – i det hele taget blev det ikke til alt det, der var i tankerne inden ferien, men det blev 3 rolige og afslappende uger, så det er ok.

Og den første arbejdsuge slutter tidligt, i morgen eftermiddag går turen sydover med en pakket motorcykel, der er træf hos RunninFree på Stevns, og der vil jeg feste og hygge mig i dejlige menneskers selskab frem til på søndag.

Altså hvis jeg snart kan få lettet bagdelen og starte med at pakke noget grej. Jeg har ikke lagt en enenste ting frem endnu. Jeg plejer ellers at være i god tid, og gå de sidste dage og lægge ting frem på spisebordet, så jeg ikke glemmer dem, men lige nu er spisebordet gabende tomt.

Nå, det ligger vel snart lidt på rygraden og telt og stol er allerede dernede, bord, luftmadresser og soveposer ligger klar i bilen, så det bare skal spændes på cyklen i morgen tidlig. Så mangler der jo bare noget tøj, toiletgrej og så det løse.

Så jeg vil tjekke vejrudsigten og finde passende tøj frem, vel vidende at jeg altid pakker for meget – og ja, det gør jeg sikkert også denne gang, men jeg skal selv køre med det, så jeg pakker, som jeg finder bedst

Og så det løse, og det er der, det nogen gange kan gå galt, der skal både huskes lommelygte, spejl og dimser og dutter – og jo man kan sagtens leve uden en enkelt dims i 4 dage, men det er bare nogle af dimserne, der gør det sjovt eller let at være af sted, så nu går jeg på dimse-jagt….

5 uger

I morgen  er det 5 uger siden drengenes far - fremover kaldet Mr.X - blev indlagt til behandling for sit alkoholmisbrug. Og dermed også i morgen han kommer hjem igen.

Det er gået hurtigt, nok mest fordi jeg har haft alt muligt andet at tænke på, og det har været en lettelse, at jeg kun har haft mit eget at tænke på.

Og det sådan, det skal være fremover. Allerede inden Mr.X valgte at gå i behandling, havde vi selv tilmeldt os et Familieprogram for pårørende til misbrugere.

Jeg var kommet til det punkt, hvor jeg havde brug for at komme videre med mit eget liv, uanset hvordan Mr.X valgte at leve sit. Det var på tide at få behandlet al smerten og følelserne, der havde hobet sig op indeni.

At det så kom til at falde sammen med Mr.X's indlæggelse er bare et held - også for min økonomi, for har man en pårørende indlagt, får man automatisk tilbudt 2 pladser i Familieprogrammet.

Og det er en god start på et helt nyt kapitel i mit liv - jeg skal ikke længere være medafhængig. Jeg er flyttet (og har ikke længere vinduer mod Mr.X's lejlighed). Mr.X har lært hvordan han skal leve med sin afhængighed, han har fået en chance for at få et normalt liv igen. Hvad han gør med det, det er hans valg.

Jeg har valgt, at mit liv skal handle om mig, mine drenge, kæresten og min egen familie.

Ha' en dejlig weekend

- og på gensyn i morgen, til dem der kommer på Frilandsmuseet, jeg glæder mig allerede  ...

35 timer og 21 flyttekasser tilbage

Så er der 35 timer til flyttefolkene banker på døren og lige nu er det svært at sige, om det ender i panik i morgen nat eller om alt er klar og vi er fuldstændig rolige.

Et er helt sikkert – lige nu ser det totalt kaotisk ud , men jeg tror nok der er styr på det meste.

Opvaskemaskinen er ved at køre sin sidste tur her i huset, og når den er færdig og indholdet er afkølet, kan det sidste køkkengrej pakkes. Så står der kun lidt pålægchokolade og morgenbrød, te og kaffe tilbage. I morgen aften bliver det vist pizza, der kan spises direkt af pakken.

Rundt i de øvrige rum mangler der stadig lidt forskelligt, så de sidste 21 kasser skal nok blive fyldt. Til allersidst pakkes skrivebordet og alt hvad dertil hører, og så bliver der tavshed, til vi har fundet en ny plads til pc med tilbehør. Heldigvis bliver vores netforbindelse også flyttet på fredag, så vi skulle gerne være oppe og køre igen fredag eftermiddag . Ellers får drengene jo også abstinenser …

Og så lige lidt om drenge og værelser og flytning – sidste weekend bad jeg begge mine poder om at få lagt vasketøj ned til vask, da maskinen jo kobles fra og jeg ikke ved, hvornår den kobles til igen. Og hvad får man så? – så får man 6 maskiner tøj lagt ned til vask, hvad har de tænkt sig, jeg har ligesom kun to tørrestativer og ingen tørretumbler. Møgunger – godt det var godt vejr, så tøjet tørrede hurtigt.

Begge to er selvfølgelig først gået i gang med pakning lige her i sidste øjeblik, så i morgen tager vi igen en tur til genbrugspladsen med sække til udsmidning – jeg skal ikke risikere, at en flyttemand får taget en pose med, og de fortryder det de en gang har smidt ud.

Nå nu er opvaskemaskinen vist færdig, så jeg går ud og pakker de sidste kasser for i dag – prøver at lade være med at gå i panik over at der stadig mangler en del og håber det bliver en kort arbejdsdag i morgen, så vi kan se at blive færdige.

Godnat og sov godt

Mirakler og lettelse

Miraklernes tid er ikke forbi endnu. Det jeg var sikker på aldrig ville ske, men som drengene har ønsket sig så brændene i uendelig lang tid, er sket.
Det Den Lange har kæmpet for så længe, han har råbt og skældt ud, fortvivlet, lidt og givet op, og alligevel kæmpet videre er endelig lykkedes ham. Han har fået sin far til at ringe efter hjælp.
Og i løbet af en uge, hvor alle brikkerne på mirakuløs vis faldt på plads i puslespillet, er drengnes far nu endelig indlagt til behandling for sit alkoholforburg.
Det har været en lang uge – eller en lang rutsjebane-tur – men nu er han der. Og jeg har to meget glade drenge, og jeg er lettet – så uendelig lettet, at jeg ikke kan beskrive det.
Bare det igen at have et aftensmåltid hvor alle er samlet, alle er glade, griner og fortæller historier – ordene bare flyder fra smilende ansigter, ord som kan du huske og ja, og hvad med dengang …
Og jeg kan slappe af, i det næste lange stykke tid skal jeg ikke tænke på hvordan det går, om det er på vej ned ad bakke, om han overlever eller selv vælger en anden og tragisk udvej.
Om drengene finder ham, enten slemt tilredt eller for sent – den angst der konstant har siddet i mig i uendelig lang tid, er langsomt ved at slippe sit greb. Det kommer i små bidder af skiftevis jublende glæde og tårevædet lettelse – det er som at få livet tilbage i små bidder, at have mulighed for at trække vejret frit igen.
Det er så enorm en lettelse, at det kun langsomt trænger ind i alle kroge og fibre …
Jeg ved godt det ikke er overstået endnu, at problemet ikke bare er løst med 5 ugers indlæggelse, men det er en begyndelse, og et mirakel jeg aldrig troede ville ske, og jeg vil give mig selv lov til at smide alle bekymringer over bord og tro på det. Tro på at derngene får deres far tilbage og kan komme videre i deres eget liv.
Og jeg, jeg skal leve uden angst og kun koncentrere mig om mit eget liv og alle de glæder det indeholder.

Må I alle sammen få en fantastisk søndag

Støv på hjernen

Puh ha’ hvor bliver man beskidt af at rode rundt med gamle ting fra loftet. Der er nogen der siger, at det skal være skidt, før det kan blive godt – så må det gerne vende nu …

Men der er system i rodet. Kasse med bøger til kælderen, kasser og sække til lossepladsen og kasser med hobby.

Sidstnævnte fylder en hel del !  Inden jeg for alvor kastede mig over kameraet, har jeg været igennem perioder med keramik (engang med egen drejeskive i kælderen), oliemaling (det er jeg vist ikke helt færdig med), papirklip (jeg har stadig papir til en mindre børnehave), decoupage (det er jeg vist heller ikke helt færdig med). Så det kræver nok en reol for sig selv i det nyt kælderrum, man ved jo aldrig hvornår ånden kommer over en igen

Engang må jeg have haft en engels tålmodighed – den indianer tror jeg ikke, jeg ville kaste mig over i dag, og nu har han ligget i en kasse på loftet i flere år …

Jeg tror indianeren og de andre papirklip kommer i kassen til May Britt – for May Britt kender et sted, hvor de samler ind til danskere, der har brug for starthjælp, når de endelig får egen bolig. Og det er altså nemmere at skille sig af med ting, når man ved, de kan gøre gavn et andet sted.

Jeg håber indianeren, troldefamilien og alle de andre finder en væg eller et vindue at hæng i, i stedet for at ligge på mit loft. – Det bliver vist til mere end een kasse May Britt !

Godnat derude og drøm sødt – jeg tror, jeg kommer til at drømme om kasser …

Send mere overskud

Kære Overskuds-depot-indehaver Jeg ved godt, du skal vogte over dine reserver, men jeg har virkelig brug for at trække på din overskudskonto. De sidste måneder har opbrugt alt mit indestående, og jeg er simpelthen i underskud med overskud. Først døde min halvsøster, det tog hårdt især på min far, og vi nåede kun lige at gå til begravelse, før vi skulle holde den mindstes 15 års fødselsdag. Knapt havde vi overstået fødselsdagen, før min far selv blev syg og måtte indlægges, det tog 6 uger, før han igen kunne vende hjem, og da var han endda ikke helt rask endnu. Men det hårdeste er nok, at vi må indse, at vi skal være glade for, at vi overhovedet fik ham hjem igen. Midt i alt det hospitalshalløj tog drengenes far endnu en helvedestur med sin alkohol, og jeg havde også to drenge at tage mig ekstra af. Vi forsøgte at få en udenforstående til at tale med ham, men uden effekt. Eller i hvert tilfælde uden effekt på ham, for det har betydet, at drengene nu får hjælp. Og det er det vigtigste for mig. For at tilværelsen nu ikke skal blive for kedelig, havde jeg samtidig et stort projekt på arbejdet, der krævede ekstra arbejdsindsats og rigtig meget ekstra energi. Og i denne uge har jeg været på 3 intensive kurusdage afsluttende med eksamen. Det blev til to dage med undervisning og hjemmearbejde i 12 timer pr. dag og så ½ dags opsamling og eksamen. Jeg troede faktisk ikke, der var plads til mere i min hjerne, men det lykkedes at proppe nok ekstra viden ind, til at eksamen kunne bestås. Nu skal jeg så lige finde energi til at få pakket hele hytten ned, for jeg skal flytte om 5 uger. Så kære Overskuds-depot-indehaver – SEND MERE OVERSKUD!

Så er brevet sendt, og jeg vil sætte mig med et glas iskoldt Asti og mine nye røde briller, og så vil jeg vente på, at der kommer lidt overskud ind på kontoen.
For faktisk har jeg jo meget at glæde mig over lige nu …

• jeg bestod eksamen, det havde jeg ikke troet var muligt inden jeg startede, men kurset var jo bestilt for længe siden
• og ja, du læste rigtigt, jeg har fået ny lejlighed og skal snart flytte. Jeg har ventet på en mindre lejlighed i over et år, og nu lykkedes det endelig (det vil min bankkonto også blive rigtig glad for)
• og min far får det bedre og bedre, selv om det går langsomt.

… jeg er bare så træt, at jeg næsten ikke orker at juble! – det er vist det de kalder stress ude i byen, så nu lover jeg, at jeg kun vil beskæftige mig med positive ting, der kan gøre mig glad igen.

Kreativitet er en underlig fisk

Det er noget underligt noget, med det der kreativitet!
Det kommer og går ligesom efter helt eget forgodtbefindende, og ikke efter min tid og mine ønsker.

Jeg havde en helt klar plan om at være rigtig kreativ i påskeferien. Jeg skulle tage en masse portrætter, prøve nye ting og være rigtig aktiv. Det er længe siden, jeg har haft tid til at fotografere, så nu skulle det være. Men så valgte kreativiteten fuldstændig at udeblive.

Og selv om jeg gerne vil, og tiden er der, så glider det bare ikke. Der kommer ikke noget godt i kassen, når kreativiteten ikke er til stede. Og den kan ikke bare hives op af baglommen.

Gudskelov har jeg aldrig haft det sådan til en bestilt opgave, det glæder jeg mig altid til og er spændt og fuld af ideer, som er opbygget gennem god tids forberedelse.

Men til de mere spontane ting, der kan kreativiteten komme og gå som det nu bedst passer den - og det er altså ikke særlig praktisk.

Nogle gange handler det om ro til fordybelse, hvis den ikke er til stede, går det bare ikke - jeg skal kunne lade mig fuldstændig opsluge, blive væk i processen og glemme alt andet.

Ofte kommer det af sig selv, når jeg går i gang, andre gange kan jeg slet ikke komme ind i den der tilstand af at glemme alt andet, og så lykkedes det bare ikke - billederne sidder ikke lige i kassen, og jeg kan lige så godt lægge det på hylden og vente til en anden dag.

Hvordan har du det med kreativiteten, kan du hive den frem, når du ønsker? eller skal der noget bestemt til, for at det glider for dig?

Jeg har ferie ........... YESSSS

Efter en måned med usandsynligt meget arbejde er jeg gået på påskeferie - 10 dages tiltrængt ferie.

Min bolig trænger til mit nærvær, mine børn trænger til mit selskab, jeg trænger til at være mig!

Det bliver så skønt med ferie og jeg glæder mig til igen at komme rundt i blogland og se, hvad der er sket rundt hos jer alle sammen.

I am back ... :o)

To mennesker midt i kærligheden

Der er desværre lidt stille på bloggen for tiden, jeg håber I bærer over med mig, men der er ikke så meget at sige - eller der er ikke så meget positivt at sige. Så jeg holder bare bøtte - næsten, for den korte opdatering er, at min far stadig er indlagt, og at det kun går meget lidt fremad, og det er ikke så opløftende. Så jeg vender tilbage, når positiviteten indfinder sig.

Imens får I lige et lille udsnit af "Min helt egen bliv bedre og husk det gode bog" - den læser jeg nemlig i, når jeg skal huske det gode i livet, og i går slog jeg op på denne side:

To mennesker midt i kærligheden

Han så forelsket,
at han smelter i hendes hænder.

Hun så forelsket,
at hun nænsomt genopbygger ham
uden at ændre den mindste detalje,
for hun elsker ham præcis som han er.

To mennesker i tillid og håb.

Vi ses snart igen ...

I dag bliver en god dag

I dag er Den Langes store dag, og han glæder sig rigtig meget, for han har ventet længe. Jeg tror også han er lidt spændt ….
Kan du selv gætte hvad han venter på? - ellers må du også du vente, til der kommer billeder på senere (i dag forhåbentlig).
Vi trænger også til lidt lyspunkter, så vi vil nydet det i fulde drag og vil kun tænke på glæde i dag.
Det har været en lang uge, med nok af problemer at tage fat på. Vi har igen udfald på far-siden – ja faktisk på alle far-sider. Den ene selvforskyldet, eller i hvert tilfæle misbrugs-forskyldt.
Den anden – altså min egen far – uforskyldt. Min far har skræntet et stykke tid, særligt efter tabet af sin datter, men i denne uge blev det værre. Så på hans 77 års fødselsdag, lå han indpakket i tæpper og frøs og havde det slet ikke godt, onsdag aften blev han indlagt på Herlev Hospital, formentlig med en infektion i kroppen.
De har taget et utal af prøver, røngtenbilleder og scanning. Ved scanningen fandt de noget på hans hjerteklap, så nu er han overført til Gentofte. Hvor de i forvejen kender hans hjerte ret godt, det har allerede været igennem en bypass og hans hjerteklap – ja den kommer faktisk fra en ko.
Ja du læste rigtigt, hans egen – der ikke rigtig virkede mere – blev for nogle år siden udskiftet med en hjerteklap fra en ko – jeg tænker det var sådan en sød en, med store brune øjne og en lang ru tunge, der slikker en, når man klør den over mulen.
Så vi må tro på, han er i rigtig gode hænder og de snart finder ud af, hvad der skal til, for han bliver frisk igen.
Den anden far-side – han må s.. klare sig selv. Nu vil jeg gå op og gøre mig klar, så vil jeg vække Den Lange, og så skal vi have en mor og søn dag, fyldt med glæde og lyspunkter.
Rigtig god lørdag til dig
Opfølgning – her er hvad Den Lange ventede på:
Den første optegning er i gang

Og to timer senere - den færdige tatovering:

Den ser meget rød ud, men det er kun fordi den er nylavet, den bliver helt sort, når den er helet op. Og han er meget glad og tilfreds

Et smil til dig

I dag har jeg gjort noget, jeg ellers meget sjældent gør. Jeg har taget arbejde med hjem og taget et par timers ekstra aftenarbejde.

Vi har rigtig travlt for tiden, men på den gode måde. Spændende opgaver skal styres i mål og mange bolde skal holdes i luften. Og i dag var der simpelthen ikke arbejdstimer nok.

Så mens tiden går mere med arbejde og mindre med bloggeri, sender jeg dig et smil og lidt god energi ...

Vi ses snart igen, når nogen af boldene har fundet deres hylde.