torsdag den 31. marts 2011

Skønhed og forfald

Eller er det måske forfalden skønhed i dette tilfælde ?

Minder fra barndommen

Diva Power Blog skriver Dorte om at tænke tilbage på barndommens gode, små hverdagsminder, og opfordrer til at skrive 10 ting ned og mærke, hvad de gør ved ens mave-bobler. Fremover har man så en skøn humør-vender-liste lige ved hånden.

Den er jeg med på, her er mine 10 gode minder:
  • At løbe rundt på bare tæer i sommerhushaven - min far sagde altid, at jeg bestemt måtte tilhøre Sortfodsindianerne
  • At ligge i køjesengen i sommerhuset og høre mormor lave morgenmad og morfar tage morgenbadet ude i gården med vaskefadet på kanten af højbedet 
  • Morgenmad med mormor og morfar mens vi lyttede til Sommerferiebussen i radioen
  • Familieture i Knuthenborg Safaripark med dug og madkurv
  • En mor der var hjemme, når jeg kom fra skole
  • Aftenhygge-kortspil med mormor og morfar - igen i sommerhuset - mørket faldt på udenfor, men det var trygt og godt at sidde omkring bordet og spille kort
  • Lørdag-aften-hygge med kiks og ost og musik på grammofonen
  • At sidde på køkkenbordet med fødderne i vandfadet i vasken og blive vasket. Igen i mormor og morfas sommerhus
  • En far der altid holdt hvad han lovede og aldrig var til at løbe om hjørner med
  • Før-juleaften-hygge hos farmor og farfar - der var fint og stilligt og det var magisk.
Hvad er dine 10 barndomsminder?

søndag den 20. marts 2011

Skynd dig langsomt


Af Benny Andersen

Jeg blev inspireret til at finde Benny Andersens digt frem, da jeg læste et indlæg om at sætte tempoet ned på Charlottes blog Stressfri Hverdag.

Du kan læse indlægget her: http://stressfrihverdag.blogspot.com/2011/03/st-tempoet-ned-og-reducer.html.

Der er en vej ud af alting ...

... men sjældent en tilbage.

I perioder af vores liv står vi alle i situationer, hvor vi ikke kan se vejen ud af problemerne - i venskabet, ægteskabet, arbejdsforholdet eller noget helt andet.

Det kan være svært at se en løsning, eller det kan være svært at gennemføre den, enten fordi vi er bange for konsekvenserne, for at blive såret eller at såre andre. Og fordi vi ved, at der sjældent er en vej tilbage, bliver beslutningen endnu sværere at tage.

Urmennesket i os vil enten kæmpe eller flygte - og hvis problemerne har tårnet sig op, kan det se lettest ud at flygte. Og nogen gange er det også den rigtige løsning.

Men andre gange er der grund til at kæmpe - kæmpe for at bevare venskabet, ægteskabet osv. Måske betyder vejen ud, ikke ud af forholdet, men bare ud af det vacum, vi er havnet i. Måske skal vi ikke skilles, men leve sammen på en anden måde.

Hvis vi ønsker os noget andet, må vi selv gøre noget andet, må vi ændre måden vi agerer, måden vi omgås. Nothing comes from nothing.

Men det kræver at vi tør tage det første skrid, tør være åbne, tør være sårbare, tør risikere at blive såret. For der skal to til forandring, begge parter skal ønske at gå ad nye stier sammen.

Og hvad nu hvis ... 

Hvad nu hvis, er der ingen, der kan svare på, men der er en vej ud, uanset hvad der sker - og måske er vejen ud netop vejen tilbage til det gode ... Eller vejen ud til friheden ...

Men du skal tage det første skridt ...

lørdag den 12. marts 2011

Hjemmebagt knækbrød


Hjemmebagt knækbrød er blevet en af mine favoritter, det er godt til både morgenmad, mellemmad og også som "slik", hvis jeg skal holde mig fra chokoladen. Kommer du ekstra salt i, bliver det næsten som chips. God fornøjelse ...
Du skal bruge:

1 dl Solsikkekerner
1 dl Hørfrø
1 dl Græskarkerner
1 dl Sesamfrø
1 dl Havregryn
1½ dl Spelt fuldkornsmel
2 dl Hvedemel
2 tsk Salt
1 tsk Bagepulver
2 dl Vand
1 dl Olivenolie

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 200 g.
Bland alle de tørre dele i en skål. Tilsæt vand og olie, og rør dejen sammen, den er lidt klæg/våd i konsistensen. Del dejen i to dele og rul hver del ud mellem to stykker bagepapir, så det passer til en bageplade - helst så firkantet som muligt. Læg den udrullede dej på en bageplade og fjern det øverste stykke bagepapir. Rul næste portion ud. Skær forsigtigt dejen i firkanter, eller den form du ønsker.

Hver plade bages for sig i 15 min. i en forvarmet ovn på 200 g. Hold godt øje med dem, de må endenlig ikke få for meget, men skal have en fin gylden farve. Men skal de bruges som chips, må de godt få lidt mere, så de smager lidt "brændt" på den gode måde. Opbevar dem i en kagedåse.

Min favorit

http://www.anetteshus.com/ har en udfordring med temaet Men favorit. Denne gang vil jeg deltage og vælger min absolutte weekend-morgen-favorit, nemlig min store tekop fra Prag og mit røde sælskindstæppe fra Grønland. Begge dele købt med hjem fra ferie, så de er også fyldt med dejlige minder.


Go' weekend ...

torsdag den 10. marts 2011

Lidt forår på en regnvejrsdag

Jeg syntes vi trænger til forår - især på sådan en regnvejrsdag, endda med SNE.
Nu må det altså snart være slut, hvis det ikke var fordi, man kan se ud af vinduerne på begge sider af bygningen på mit arbejde, havde jeg nær troet, der var en, der lavede en joke med os i dag, snefnug på størrelse med golfbolde - jeg håber det var vinterens afskeds-salut.

Men det skal ikke påvirke, hvad vi gør indendøre. Og jeg har fyldt stuen med lidt forår, som jeg vil dele med jer ...


Foto: Anette K - vil du se flere af mine billeder så gå ind på http://www.akfoto.dk/

onsdag den 9. marts 2011

Hvor er jeg heldig ...

Hvor er jeg heldig - der er mennesker omkring mig, der tænker på mig.

Forleden kom min kæreste med 2 bøger til mig. Han havde tid til overs inden en aftale, og brugte tiden på at finde 2 bøger til mig, noget han ellers aldrig har turdet kaste sig ud i. Han er god til at komme med gaver, men bøger har han aldrig før turdet købe. Og han ramte plet med sine valg.

Da jeg kom på arbejde dagen efter, fik jeg en mail fra en rigtig god kollega, der stod en overraskelse til mig i køleskabet. Dagen før havde der været kiksekage til frokost, men jeg var ikke på arbejde. Og hun ved hvor meget jeg holder af kiksekage, så hun havde taget et stykke med op og sat i køleskab til mig, så jeg ikke skulle gå glip af den lille lækkerbidsken - mums.

Hvor er jeg heldig ...