Viser opslag med etiketten Minder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Minder. Vis alle opslag

onsdag den 25. december 2013

Grønland

Det blev en dejlig aften i går, hvor vi rigtig hyggede os. Og selv om lidt hvidt sne ville sætte det sidste prik over julehyggen, så må jeg indrømme, at da jeg hentede og bragte mine forældre, var jeg glad for, det ikke var snevejr og glat.

Så som en lille erstatning har jeg været tilbage i arkiverne, jeg tror aldrig jeg har vist billeder fra min og drengenes tur til Grønland, så her kommer et lille tilbageblik til 2008 og en masse sne …

(nu opdateret, så billederne kan ses i stor størrelse, beklager hvis du var forbi da linket ikke virkede under opdateringen – klik på Vis diasshow eller Hent alt for at se alle billederne)

Billederne er fra Nuuk, Ilulissat, Isfjorden og Sermermiut. Og jeg håber, jeg igen kommer tilbage til dette skønne landskab.

KH Anette

mandag den 16. juli 2012

Hils i Valhalla

I dag har vi i MC Sneglene mistet vores ældste medlem “Morfar”. Han var et brokkehoved, men han var elsket og vil blive savnet. Ære være hans minde.

morfar_2_11[1]

Morfar til sin 70 års fødselsdag, hvor han fik halskæden med vores snegl i sølv,
den har hængt om hans hals lige siden, Morfar blev 75 år i marts
.

“Morfar”, hvis borgerlige navn var Arne, var en rigtig biker. Han har haft flere navne, så vesten var prydet med både “Blondie”, “Pampers” og “Morfar”. Men Morfar er det navn de fleste kender ham under, og han er kendt på utroligt mange træfpladser rund i ind- og udland.

Morfar har været syg i en længere periode og har allerede været savnet længe, da det ikke var mange træf kræfterne holdt til i de sidste år.

Nu har du fået fred min ven, hils i Valhalla. Når tordenen ruller over landet ved jeg, du har startet din 3-hjulede Harley og ruller over skyerne og sender os en hilsen.

R.I.P.

torsdag den 21. juli 2011

Blæst i håret

Det er lidt overskyet, men jeg tager chancen og håber jeg når det inden regnen. Jeg trænger til at komme "hjem". Jeg sætter kursen nordover til Tinkerup, stiller bilen ved Feriecenter Gilleleje, nu hedder det Danland. Det er mærkeligt, hele mit liv har det været Dansk Folkeferie, og det er det stadig i mit sind.

Jeg går gennem feriebyen ned til skrænterne og stranden, der er blæs på i dag, vinden står lige ind fra vandet. Jeg går ad stien oppe på skrænterne, her får man luft i lungerne, vind i håret og liv i kroppen.

Det er pragtfuldt at gå her med blæsten lige ind og se de store bølger rase mod stranden. Der er langt ned og stien ligger tæt på kanten.

Her har jeg gået som barn, her har jeg gået med mine egne børn, her søger jeg hen, når der er rod i tankemylderet og ting skal sættes på plads, og her tager jeg til når lykken bobler over, og jeg må fortælle de gamle, hvor godt det er at leve.

De gamle er min mormor og morfar, som kun er i hjertet, men her er de så nær, som da jeg var barn. Deres sommerhus lå ikke langt herfra, og her har jeg samlet så mange sten, at der til sidst ikke kunne være flere rundt om huset, her er jeg cyklet ned med morfar den dag, der var så mange mariehøns, at vores cykler var overfyldt på bare 5 minutter. Vandoverfladen var et stort hav af mariehøns, de var overalt.

Jeg elsker dette sted, herfra min verden går.

Kameraet er selvfølgelig med og jeg får hurtigt kørt det første kort fuldt og skifter til det næste, nu skal der fotograferes bølger, jeg finder en god sten og sætter mig til rette og fanger bølger.

Det begynder at dryppe lidt, så jeg går op til caféen, her er sket store forbedringer, der sælges is som altid, men også lækkert brød og mange andre gode sager. Jeg køber en is og et brød, sætter mig udenfor i gården og spiser isen, mens jeg ser på børnene på hoppeborgen.

Tankerne løber igen bagud i tiden. Da jeg kom her som barn, var det de gamle små røde huse, der lå rundt på arealet, men det er rigtig mange år siden og de er revet ned for bedre og mere moderne huse. Her har jeg selv holdt ferie med mine drenge. Vi fik lige parkeret bilen og båret to tasker ind, så var de væk - Vi løber lige på legepladsen - og en halv time senere kom de tilbage og havde allerede fået de første venner.

Rasmus (den mindste) syntes det var voldsomt på hoppepuden med alle de store børn, så vi stod tidligt op og gik over og hoppede, kun ham og jeg. Så kunne han hoppe, slå kolbøtter og grine lige til maven begyndte at kalde på morgenmad.

Legepladsen er stadig den samme. Rutsjebanen, som er et stort rør er der også. Drengene ville hellere kravle op ovenpå røret end rutsje ned igennem. Og hvor har jeg trukket dem op ad tovbanen mange gange.

Nu tager regnen mere til og jeg går tilbage til bilen. Fyldt med frisk luft i lungerne og minder i sindet. Jeg elsker det her sted.

Der skal nok komme billeder til senere, men jeg skal lige de der 400 stk. igennem, og lige nu pressede alle ordene sig på.

Så er der også billeder til teksten...

Stien op til toppen, hvor siddestenen står, herefter er der et blik ind over land og ned ad skrænterne med den smalle sti. Så en lang række bølge-billeder (jeg kunne ikke vælge) og til sidst en række billeder fra feriecentret. Husk billederne kan ses i stort ved at klikke på dem.

 

 










 Er der nogle der kan hjælpe med placering af billeder på blogspot. Jeg kæmper en kamp, og hader når billederne ikke står på linie. Her ville jeg f.eks. gerne have rækker med 3 billeder, men det kan jeg simpelthen ikke få til at lykkes.

torsdag den 31. marts 2011

Minder fra barndommen

Diva Power Blog skriver Dorte om at tænke tilbage på barndommens gode, små hverdagsminder, og opfordrer til at skrive 10 ting ned og mærke, hvad de gør ved ens mave-bobler. Fremover har man så en skøn humør-vender-liste lige ved hånden.

Den er jeg med på, her er mine 10 gode minder:
  • At løbe rundt på bare tæer i sommerhushaven - min far sagde altid, at jeg bestemt måtte tilhøre Sortfodsindianerne
  • At ligge i køjesengen i sommerhuset og høre mormor lave morgenmad og morfar tage morgenbadet ude i gården med vaskefadet på kanten af højbedet 
  • Morgenmad med mormor og morfar mens vi lyttede til Sommerferiebussen i radioen
  • Familieture i Knuthenborg Safaripark med dug og madkurv
  • En mor der var hjemme, når jeg kom fra skole
  • Aftenhygge-kortspil med mormor og morfar - igen i sommerhuset - mørket faldt på udenfor, men det var trygt og godt at sidde omkring bordet og spille kort
  • Lørdag-aften-hygge med kiks og ost og musik på grammofonen
  • At sidde på køkkenbordet med fødderne i vandfadet i vasken og blive vasket. Igen i mormor og morfas sommerhus
  • En far der altid holdt hvad han lovede og aldrig var til at løbe om hjørner med
  • Før-juleaften-hygge hos farmor og farfar - der var fint og stilligt og det var magisk.
Hvad er dine 10 barndomsminder?

onsdag den 24. november 2010

Gode dage!

I dag bliver en god dag!

Det er jeg sikker på. Til morgen tog jeg mig selv i at stå og nynne over madpakkerne, og når jeg nynner, mindes jeg altid min mormor og morfar - to fantastisk dejlige mennesker.

Som barn var jeg meget tit med i deres sommerhus, så kørte vi i deres folkevogns-bobbel. Morfar kørte, mormor sad ved siden af, og jeg på bagsædet. Hele vejen nynnede de begge to - ikke den samme sang, men hver sin. Og bagved sad jeg og lyttede og så ud af vinduerne. Deres nynnen blev kun af brudt af lidt snakken ind imellem.

Når vi kom frem skulle der handles i brugsen - med dividente. De ture og det sommerhus er fyldt med så mange gode oplevelser, at der er nok til at fylde mange dage med gode minder.

Så kommer de gode dage ikke af sig selv, vil jeg huske på alle de gode oplevelser - og så skal det nok blive en god dag.