Viser opslag med etiketten Meninger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Meninger. Vis alle opslag

torsdag den 28. marts 2013

Man hører så meget

Man hører så meget om forsikringsselskaber, der er helt ok, lige indtil der skal udbetales penge, så er det så som så med alt det positive.

Men man skal heldigvis ikke tro på alt, man hører.

Torsdag havde jeg en snak med værkstedet, de mente bilen var totalskadet og gav mig også en pris på, hvad jeg skulle betale for en ny bil i samme stand. Så var jeg lidt forberedt, når taksator ringede.

Det gjorde han fredag og bekærftede, at der var tale om totalskade – hele undervognen og styretøjet var revet op – i stedet fik jeg tilbudt samme pris i erstatning, som værkstedet havde oplyst mig om. Og pengene ville stå på kontoen 2 dage senere.

Så i mandags kunne jeg køre op til forhandleren og se på ny bil. Han havde en Hyundai i10 demo-bil stående, som jeg kunne købe 5.000 under nyprisen, samtidig sparede jeg leveringsomkostninger, fik nye vinterdæk og måtter med i prisen.

Den hentede jeg onsdag og i mellemtiden var erstatningen gået ind på kontoen. Så nemt kan det gå.

Stor ros til TopDanmark og Jønssons Auto, og tak for god behandling.

lørdag den 3. november 2012

Har du et medlemskort?

Den sætning bliver man stillet i stort set alle butikker nu om dage!

Med et medlemskort kan du opsamle plus- eller bonus- eller “noget andet”-point, som du kan anvende senere eller i en special shop.

Men helt ærligt, hvis alle butikkerne kan give dig medlemsrabat på alt muligt, hvorfor sætter de så ikke bare prisen ned!

Hvorfor skal jeg slæbe rundt på alverdens små plastickort for at få rabat i alle de butikker, jeg handler i – ja jeg kunne selvfølgelig bare sige nej tak, men hvem vil snyde sig selv. Min bankkonto siger, at det vil jeg ikke. Altså indeholder min pung indtil flere små plastickort.

Men ikke nok med det – det enkelte kort kan også bruges i andre butikker, end den kæde det er udsted til. Og nu skal man så holde tungen lige i munden, for ikke at snyde sig selv …

Kvicklys/Coops medlemskort giver ekstra PlusPoint når du:

  • opretter et OK Benzinkort
  • køber ferie hos Apollo, Spies, Expedia, Danland, DanCenter, Lalandia og en række andre rejsebureauer med rabat på enkelte rejser
  • skal servicere bilen hos Applus Bilsyn, AutoMester, Codan Bilforsikring, Falck Vejhjælp, GlasXpert, Europcar, Sixt biludlejning, Sixt Mini-Lease.
  • vil købe, opvarme eller forsikre dit hus gennem Robinus, EDC, Buch og Baruha, Codan forsikring, Gardin Lis, El-Natgurgas-Fyringsolie fra OK
  • handler forsikringer hos Codan eller får uvildigt økonomitjek hos Uvildige.dk
  • handler hos Kokken & Jomfruen eller Smageriet
  • vil i teatret, pt. er der point at tjene på 7 forskellige forestillinger
  • bestiller 3 numre af Bo Bedre, Illustreret Videnskab, Liv, Historie, Woman, Bolig Magasinet, Aktiv træning, I form, Bil Magasinet, Gør det selv, Penge & Privatøkonomi, National Geographic og Costume
  • køber briller hos Tiele
  • melder børnene ind i Falck Børneklub
  • køber ind i Red Barnets onlineshop
  • nååår ja og så i Coops butikker selvfølgelig

Matas medlemskort giver 1 point, hver gang du køber for 10 kr. hos:

  • Inspiration
  • Nordisk Film Biografer
  • Profil Optik
  • Sportigan
  • Tøjeksperten
  • Matas Smiley

Ud over disse to kort indeholder min pung også et

  • Flip kort til Bog & Ide, der giver rabat på bøger og kontorartikler
  • rabatkort til frisøren, så jeg kan opspare penge til at købe alt for dyre hårprodukter
  • medlemskort til Sportigan
  • rabatkort til fremkaldelse af fotos (hvorfor købte jeg dog det?)
  • benzinkort (med virksomhedsrabat)
  • kort til autohjælp til mc (med virksomhedsrabat)
  • kort til autohjælp til bil (hvorfor i alverden skal jeg have to kort fra samme forsikringsselskab)

Så min tegnebog ligner noget, der tilhører en velbjerget middelalderlig kvinde – men ak, jeg er bare nødt til at have alle mine rabatkort med mig, så jeg kan handle lidt billigere og få økonomien til at hænge sammen.

Måske kom det til at ligne en reklame for alt den rabat man kan få, det er det ikke – det er et surt opstød over hvor uigennemskueligt det er blevet at handle og sammenligne priser.

Må jeg opfordre butikkerne til at droppe alle de rabatkort og sætte priserne ned i stedet for.

søndag den 23. september 2012

Dyr i tekopper!

Efter en lang dag med hjemrejse og udpakning, er jeg gledet ned i sofaen med fjernsynet som underholdning. Her slår jeg tilfældigt over på et program om "små" kæledyr.

Det handler bl.a. om tekop-hunde (ja de kan faktisk være i en tekop), der bliver iført swarovski-prydede hundekjoler for at gå til Diva Dog Show. Og så påstår de, at det er af ren kærlighed - de er f...... underlige. Ja undskyld mit franske, men hvad sker der lige for det der overdrevne dukkefænomen, der nu skal overføres til stakkels uskyldige dyr.

Måske skal vi lade børn lege og være børn noget længere, så de ikke vokser op med så stor en mangel, at de stakkels dyr, og børn for den sags skyld, skal lide under det.

Nå, det var bare et surt og træt opstød - jeg håber du har en dejlig søndag aften ...

tirsdag den 17. juli 2012

Dyr distribution

Det er ikke så tit jeg brokker mig, men i dag kan jeg altså ikke lade være.

Jeg har fået acontoregning på el, og det er helt ok, sådan nogle kommer jo jævnligt. Men normalt får jeg dem via netbank og ser dermed mest på beløbet.

Nu har jeg fået min regning med posten - sandsynligvis fordi jeg er flyttet - og så læset jeg alle tallene...... og så kogte jeg altså over.

Elselskabet mener jeg bruger 475 kWh på 3½ måned, og det er sikkert korrekt, det vil tiden i den nye lejlighed jo vise. El-prisen for disse 475 kWh er 254 kroner og 78 øre - det er også helt ok.

Men så kommer vi til distributionen, og der hvor min kæde altså hopper af - for for at få leveret disse 475 kWh strøm til 254,75 kr. skal jeg betale:

                            139,23 kr. for transport af el
                              85,82 kr. i offentlige forpligtelser
                            190,42 kr. til netabonnement
                            304,60 kr. i elafgift
                              19,01 kr. i eldistributionsbidrag
                              30,42 kr. i energispareafgift
                              28,98 kr. i tillægsafgift på el
                            199,62 kr. i moms

Ialt 998 kroner og 10 øre - det er næsten 4 gange så meget som selve strømmen koster.

Det er da fuldstændig vanvittigt!

Og hvad er forskellen på "transport af el" og "eldistributionsbidrag" eller på "offentlige forpligtelser" og "elafgift" og oven i alt det, hvad skal en "tillægsafgift på el" så gøre godt for.

Det er sådan en af de ting, man bare ikke kan gøre noget ved (når man bor til leje og ikke selv kan vælge elselskab), og derfor nok ikke bør hidse sig op over, meen jeg syntes altså de strammer den lidt her.

mandag den 2. april 2012

Vogt dine ord

I denne her travle periode på arbejdet, har jeg været til et møde - indrømmet jeg kom et par minutter for sent - så jeg listede stille ind og satte mig.

Taleren var en mand med en meget synlig, stor og rund mave, og det første jeg hørte ham sige var, at det område han kom fra led af volumensyge ....  

så hørte jeg faktisk ikke mere, for synet af hans runde mave og hans ord fjernede fuldstændig mit fokus fra, hvad han ellers sagde.

Ok, jeg var nok lidt hektisk og havde også svært ved at glemme de opgaver, jeg havde forladt på skrivebordet, men jeg kunne faktisk ikke tage resten af det, jeg hørte alvorligt - jeg listede hurtigt tilbage til opgaverne på skrivebordet. Men jeg havde fået et smil med tilbage ...

mandag den 13. februar 2012

Det er så moderne med udfordringer

... men jeg har altså problemer.
 
Ja, jeg ved godt det nærmest er et fy-ord, det der problem. Næ, i dag har vi alle sammen udfordringer og ingen problemer - sludder ...
 
Hvorfor er det, at et gangske enkelt ord som problem, er blevet så problematisk, at vi ligefrem skal finde et andet ord for det?
 
Det vil jeg finde ud af, så jeg har slået Problem op i Wikipedia (vores alle sammens moderne ordbog). Her står:
 
Et problem er en opgave eller et spørgsmål, som ikke er besvaret umiddelbart. Når opgaven er klaret eller når svaret kendes, er problemet løst.

Et problem kan derfor defineres som spændingen mellem en faktisk tilstand og en ønsket tilstand og kan berøre alle områder af menneskelig virksomhed. Nogle problemer er lette at løse, andre er mere vanskelige, og nogle uløselige.

Der kan være stor forskel på, hvordan objektive problemer opfattes. En pessimist ser typisk på problemer som større eller mindre forhindringer på vejen mod det mest ønskværdige. En optimist ser på problemer som interessante udfordringer. I moderne managementsprog har ordet en sådan klang af udfordring.

Aha, der har vi hele missæren, fordi vi er underlagt management - i stedet for ledelse - og vi i management skal være så positive, har vi altså ikke længere problemer, men kun udfordringer.

Men selv om jeg langt fra er pessimist - nærmest det modsatte, eller i hvert fald det jeg kalder realistisk optimist - vil jeg alligevel holde fast i, at jeg til tider har problemer - nå ja, og til andre tider udfordringer - men jeg vil have lov til at have problemer.

Har du problemer eller udfordringer? og hvis du har haft nogen i dag, så håber jeg de nu er løst :o)

lørdag den 11. februar 2012

Lyst

Jeg har lyst til noget, jeg ved bare ikke helt hvad det er – kender du det?

For mig er det mest lyst til noget spiseligt, så står jeg der foran køleskabet og glor ind, men det er ikke lige noget af det, jeg har lyst til. Videre til køkkenskabet, det med mel, sukker, konserves osv. – som om der var faldet noget ned fra himmelen og landet lige der i mit skab – nej, der er heller ikke lige det jeg har lyst til. Næste skab, osv. gennem hele køkkenet … men nej, DET er der ikke!

I går fik jeg også sådan et lyst-anfald, det startede allerede på arbejdet. Ugen sluttede hektisk, med et problem, der skulle løses. Sådan et hvor der skulle tales med store bogstaver og skæres ud i pap. En af mine kolleger spurgte vores højt skattede chef Fru B, om hun elskede sit arbejde – hun mente, hun lige nu var udfordret!

Men at det kunne hjælpe, hvis en af de udskældte, som var på vej til kontoret, lige svingede ind om bageren og medbragte nogle store, fede fastelavnsboller med creme og det hele. Med det som noget af det sidste jeg hørte (for jeg var ikke en del af den problemsag), kørte jeg ud for at handle.

Og de der fastelavnsboller sad ligesom i hukommelsen, og jeg mente for øvrigt også der var plads til forkælelse oven på en hektisk uge, så jeg svingede forbi Kvickly og købte fastelavnsboller og …… ja, hvad skulle vi ellers forkæles med, jo chips! Ja chips, var lige hvad jeg havde lyst til, faktisk trængte jeg.

Et af ugens dameblade blev det også til – forkælelse husker du nok – og så hjem til Mindste og frem med fastelavnsbollerne og ugebladet. Fastelavnsbollerne var deeejlige – og vi huskede faktisk at gemme lidt til Den Lange og Miss O (kærtesten).

Til gengæld stod der ikke rigtig noget jeg havde lyst til at læse i ugebladet – hvorfor gør jeg det, altså køber dem, når jeg ved jeg bliver skuffet – det lokkede ellers med et indlæg om bolig; “Sådan får du et fedt kontor i stuen”.

Og sådan et kontor i stuen har jeg jo, så måske var der nogle gode ideer – nej – der var sølle 4 sider med forslag til een indretning, der i øvrigt kun kostede 13.000 at lave …. hmm – det var ikke det jeg havde lyst til.

Senere foran fjernsynet, var det tid til næste forkælelsesstund, men nu var det bare ikke chips, jeg havde lyst til, neeej det var noget andet, jeg vidste bare ikke lige hvad. Og da jeg med sikkerhed vidste at køkkenet var TØMT for alt spiseligt i “lækker”-området, gad jeg ikke en gang tage glo-runden.

Men ok, så sparede jeg da de kalorier. Men helt ærligt hvad er det lige, der sker for ens hjerne?

Ha’ en dejlig lørdag …

fredag den 6. januar 2012

Hvorfor gik du den vej?

1Vi står alle over for nogle valg i vores liv, og jeg tænker tit på, hvad det er der gør, om vi går den ene eller den anden vej.

Hvorfor bliver eet barn ud af en børneflok på 4 alkoholiker?

Hvad er det, der gør at nogle kæmper sig ud af depressionen, mens andre bliver i den og synker dybere og dybere ned?

To drenge der er vokset op i samme blok, har leget i samme baggård og gået i samme skole, hvorfor vælger de hver sin side af loven?

Jeg ved godt, at valget ikke er så tydeligt, når man står midt i det, men hvad er det der gør, at nogle mennesker kæmper, mens andre giver op?

Jeg har ved gud også haft tider, hvor jeg bare ønskede at blive i sengen, glemme det hele og lade andre tage sig af problemerne. Men jeg gør det ikke!

Og alt er selvfølgelig ikke sort og hvidt, vi kan alle blive ramt af stress, depression og ulykker, som kan få os ned med nakken. Men når man så er kommet op igen, så har de fleste valget om at prøve at forhindre det i at ske igen eller lade stå til.

Er det noget der ligger i generne, den måde vi er vokset op på, social arv – eller hvad er det, der spiller ind?

Jeg talte en dag med min far om, hvordan jeg reagerer i modgang. Vi har ikke boet sammen siden jeg var 3 år og han har boet i Sverige næsten lige siden, så vi har ikke set hinanden så tit, men har altid haft kontakt. Det overraskede mig, at han reagerer på nøjagtig samme måde – altså må der være noget genetisk!?

Eller sætter den aller tidligste opvækst så store spor?

Jeg hælder nok mest til, at det er et samspil mellem mange ting – gener, opvækst, kærlighed, hvem og hvad vi møder på vores vej.

Hvis jeg kendte den dybere sandhed, kunne jeg nok skrive en tyk bog og tjene gode penge, nu må jeg nøjes med at kaste alle mine ubesvarede spørgsmål i hovedet på dig derude.

Har du valgt din vej med omhu? Måske kan vi sammen blive klogere …

(og så lover jeg, at hele 2012 ikke bliver lige så dybsindig som det er startet, jeg skal nok vende tilbage til mit sædvanlige positive og fotografiske jeg Smiley, der blinker)

torsdag den 5. januar 2012

Se nu der …

Nu er der 20 faste læsere på bloggen. Det er da værd at fejre Smiley

_MG_4341

Tak til jer alle sammen, jeg glædes dagligt over jeres kommentarer, opbakning og gode ideer.

Og jeg nyder at besøge jeres blogge og få inspiration og nye input.

torsdag den 29. december 2011

Sure gamle mænd

Sådan nogle bor der her. Ja altså ikke i mit hus, men i bebyggelsen, hvor jeg bor.

I går havde dem der bor overfor mig deres 3 børnebørn på besøg. 3 friske drenge, der løb rundt på deres terrasse og havde det sjovt, mens de fyrede nogle heksehyl af. Jublede over røgen og hylene. Jeg nød flere gange synet af deres leg fra mit stuevindue, man kunne virkelig se, de havde det sjovt.

Og vores vinduer er altså ret tætte og støjdæmpende, så jeg hørte dem egentlig ikke så meget. Den Lange her i huset syntes de skulle høre et ordentligt nytårsknald, så han ringede til sin far og spurgte, om de skulle fyre en enklet ting af sammen.

Det gjorde de på vores fællesareal så langt fra bebyggelsen som muligt, og ja det larmede noget mere. Men de holdt sig til det ene knald. De andre gange Den Lange har været ude og fyre af, har det været på et stort friareal, hvor der ikke er boliger, og han ikke kan forstyrre eller genere nogen.

Men der gik ikke lang tid inden faderen kom tilbage og meddelte, at vores beboerformand og en anden gammel (altid) sur mand havde stået og drøftet "larmen" ude i gården. De havde omtalt en dreng i hvid hættetrøje.

Drengenes far er ikke så bange af sig, så han meddelte at det var han søn, fik at vide at den slags var ulovligt og de havde i det hele taget hidset hinanden godt op. Faderen meddelte, at ulovligt er det ikke, men han gerne skulle stoppe sin egen søn, men de mindre drenge kunne kan ikke blande sig i.

De fik senere en "høflig" henvendelse og der var drengene allerede stoppet med at lege ude. Men helt ærligt, det er nytår og det var ganske harmløse ting de fyrede af, uden store bulder og brag (det klarede min, den ene gang det skete). Det der var mest af var lidt røg og en masse glad latter.

Sådan nogle sure gamle mænd kan altså godt sætte gang i mit temperament, hvis de vil bo i total fred og ro så flyt i et ollekolle eller til et sted uden naboer - det støjer altså lidt at leve.

PS, nu ved jeg godt, der sidder nogen derude med hunde og katte, der ikke kan lide larmen og hader alt det der nytårshaløj. Men hvis vi bøjer enderne lidt og viser hensyn til hinanden, skulle der gerne være plads til begge parter.

lørdag den 17. december 2011

Smil for pokker

Er der nogen her i læserskaren, der er ansat på et posthus, eller kender nogen der er, som kan svare mig på, om det er et meget hårdt arbejde.

For hold da op hvor ser de anstrengte ud, dem der sidder bag kassen!

Nu har jeg været tidligt ude og handle lidt julegaver, og alle steder mødte jeg søde og imødekommende medarbejdere i butikkerne. Klar til at tage imod dagens julehandlende, og man kan jo godt forestille sig, at det bliver en hård dag, for dem der arbejder i butik.

Lige indtil jeg kom til posthuset, jeg var der lige ved åbningstid og der stod allerede nogle stykker udenfor og ventede, men ikke flere end at jeg fik nr. 5.

Så jeg kunne stille og roligt stå og vente på min tur og se mig omkring. Og hold da op, hvis man allerede ser så træt og anstrengt ud ved åbningstid, hvordan skal det så ikke gå op ad dagen. Godt de lukker allerede kl. 13.

Jeg var jo i godt humør, så jeg smilede til alle, også til medarbejderen bag kassen - endda før det blev min tur. Og hurra, jeg fik en lille trækning i den ene mundvig!

Og da jeg havde fået min pakke og sagde farvel, fik jeg også et lille nik - juhu!

Jeg ved godt, at de jo ikke sådan er i konkurrence med de øvrige butikker, for jeg kan jo ikke vælge at hente min pakke et andet sted. Men helt ærligt, det må da være sjovere at gå på arbejde, hvis man er lidt glad og kan smitte med lidt glæde og smil til sine kunder.

Jeg tænker, om det er den kultur, der er fra ledelsen, der smitte af på medarbejderne, et eller andet må der jo præge dem, når der kan sidde 3 ansatte, man næsten ikke kan slå et smil af. Det er da trist - og det må være trist at arbejde sådan et sted.

Nå, det er jo ikke tå tit jeg farer i brok-kassen og mit julehumør er heller ikke ødelagt, jeg undres bare og syntes det er sjovere at møde sine medmennesker med et smil.

Så smil til dig derude, må du få en dejlig dag :o)

søndag den 9. oktober 2011

Lille pige eller lille prinsesse

Nogen gange bliver jeg bare så glad for, at jeg bor i Danmark, og at vi for det meste er et folkefærd med fødderne plantet godt i den muldne jord og en rimelig sund fornuft.

I går var jeg ude og fotografere børneportrætter, noget familie skulle bruge nye billeder til julegaver osv. Der var en lille pige på ½ år, storebror på knapt 2 år og en dejlig pige på 3 år. Det tog mange timer - læs 6 - for at børnene kunne føle sig godt tilpas, fik tid til en kiks eller ostehaps ind imellem eller en lille løbetur, for så igen at være klar til at sidde stille lidt.

Alt imens fotografen lå på gulvet i alle mulige - og umulige - stillinger for at komme i den rette højde med børnene. Ja jeg ved ikke, hvorfor jeg altid skal ned og kravle rundt, når jeg fotograferer, men når nu motivet er i gulvhøjde, må fotografen også derned. Nå det var et sidespring. Vi havde en dejlig dag med en masse børnesjov.

Da jeg kom hjem, var jeg til gengæld helt mørbanket i mine mavemuskler - tænk jeg har sådan nogle - og min ryg og arme/skuldre, så det blev til en eftermiddag og aften i sofaen med fjernbetjeningen i hånden. Og det var her, jeg blev så glad for vores holdning i lille Danmark.

Jeg fik stillet ind på programmet Lille Miss America, Rock Star Divas And Dolls. Normalt skifter jeg hurtig kanal fra sådan et program, men i går blev jeg alligevel lidt fanget af det og måtte prøve at forstå - eller bare sætte mig ind i - deres tankegang. Behøver jeg sige, at det ikke lykkedes overhovedet.

Det handler om USAs skønhedskonkurrencer for børn fra 19 mdr. til 9 år - ja jeg skrev nitten måneder. Jeg bliver altså helt dårlig, når jeg ser små børn på 1½ år blive smurt ind i makeup og klædt ud som dukker for at blive vist frem.

Eller når en mor fortæller, at hendes lille pige elsker sine spray tannings - som for øvrigt blev udført af en lokal bil-lakerer på værkstedet - og man så ser en lille pige på under 3 år, der står og græder og hopper ned fra skamlen, blot for at blive hevet op igen. Mor fortæller stolt, at den lille pige i den alder er blevet spayet med selvbruner - og nu kan jeg ikke huske om det var 20 eller 50 gange - men een gang er allerede for meget. Jeg får ondt i hjertet.

Eller den meget bestemte lille Olivia på 3 år, der i den grad råbte og skreg ad sin mor og bad hende gå i skammekrog - altså moderen. Moderen kommenterede, at hun ikke var flov, Olivia er jo kun 3 år, og hun syntes det er dejligt, at hun har sin egen personlighed og kan udtrykke den. Tak for kaffe, det skal nok blive godt, når hun bliver teenager.

Og så bliver de små prinsesser sendt ind på scenen i deres spay-tan, makeup, kunstige øjnvipper og hårlak iført alt fra bikini, overdådige flæsekjoler - der ikke skal for tæt på åben ild - og rock-outfit. De ligner kunstige dukker, der kan trækkes op og bevæge sig. Og dommerne bedømmer deres personlighed og de udvalgte krones. Jeg får igen ondt i hjertet.

Og så tænker jeg på de 3 dejlige børn, jeg har været sammen med hele dagen. Glade, naturlige og i afslappede omgivelser. Der var ingen vindere, men der var absolut heller ingen tabere. Alle var glade og rolige. Når de ville fotograferes gik de ind på klædet, og når de ikke ville gik de ud - og så kom de tilbage, når de igen ville fotograferes. Og de vil gerne fotograferes, men de vil også gerne lige krammes af mor eller far og lege med den blå traktor.

Mor til den store pige syntes ikke den blå traktor skulle med på billederne, men det er lige meget, for når vi har taget 3 billeder med traktoren, er den alligevel blevet uinteressant, og så sletter vi bare de billeder - pyt - vi har en glad pige, og vi al den tid, der skal til. Og 3 børn der bliver elsket og krammet af mor og far - og fotografen.

Godt vi bor i et land, hvor vi tager stilling til, hvad vi putter i ting, vi giver og bruger til små børn. Og så ved jeg godt, at vi også herhjemme er godt på vej med Børne MGP og alt muligt andet, men jeg håber sandelig aldrig, at vi kommer så langt ud.

mandag den 29. august 2011

Der er så meget kvinder ikke forstår

Og jeg forstår mig altså ikke på reklamer.

Tag nu denne her:

En ung kvinde står på badeværelset og ser på en graviditetstest, går glad ind til en mand der ligger i sengen og fortæller, at hun er gravid. Manden svarer "Hvad vil du have, jeg skal sige til min kone?"

Så kommer teksten: Tal med en bank der forstår dig - Spar Nord.

Forstår Spar Nord, at deres kunder er deres ægtefæller utro? og hvordan er det lige, de vil hjælpe dem økonomisk i den situation?

Ja, jeg ved ikke med jer, men det er ikke en bank, jeg får lyst til at besøge. Og da slet ikke se nærmere på som min eventuelle kommende bank.

Hvem er dog kommet på den idé, at det skulle kunne skabe nye kunder?

En ting er, at der er opstået datingsider for utro ægtefæller - det er absolut usmageligt. Men en bank, det er da et sted, jeg skal have tiltro til og slet ikke sammenligne med utro mænd.

Må jeg anbefale Spar Nord at finde sig et nyt reklamebureau.