tirsdag den 31. januar 2012
Tillykke
Så er det slut med at have børn i huset, nu er er kun unge mennesker, slut med at kalde ham MindsteMand - eller ... det kommer jeg nok stadig til, han er jo min mindste.
I hvert tilfælde hvis mindste = yngste. Taler vi mindste i højde, må peger pilen direkte tilbage på mig!
Nu bor jeg sammen med to unge mennesker, der for længst er vokset mig over hovedet. Der er mange ting der er slut, men de er afløst af nye oplevelser, andre udfordringer og en ny form for samhørighed.
Tillykke min sore MindsteMand :o)
mandag den 30. januar 2012
Rask er vel så meget sagt
For der er meget der skal gøres, ting der skal planlægges, andet der skal forberedes og varer der skal købes ind.
For der er noget at fejre ....... men det må du vente med at høre om til i morgen, nu skal jeg lave hemmelige ting .... shh
God aften
torsdag den 26. januar 2012
Jeg har ikke tid
Så nu sidder jeg her med stoppet næse, ondt i halsen og et kæmpe hoved - og prøver at lade være med at tænke på alt det jeg gerne vil nå i morgen, og alt det jeg skal nå i næste uge. Håber en god nats søvn kan hjælpe ...
lørdag den 21. januar 2012
En Drøm bliver til virkelighed
Jeg har længe drømt om at bruge mine fotografier mere aktivt, og måske udstille og sælge mine billeder. Nu har jeg taget det første skridt!
Under min seneste uddannelse som senior koordinator (jeg håber, jeg har bestået eksamen, der venter besked i næste uge), var et af punkterne at udarbejde handlingsplaner, og her fik jeg endelig sat ord og handlinger på min drøm.
Og nu har startskuddet lydt, en ny blog er oprettet og der ligger planer for de kommende måneder, hvor jeg bl.a. skal finde billedserier, der egner sig til udstilling, undersøge udstillingsmuligheder, fremkalde og indramme billeder og meget mere.
Men lige nu åbner jeg for den nye blog, og du er meget velkommen til at kigge forbi, der vil løbende komme nye billeder til, og måske også små overraskelser ;o)
Klik på billedet for at komme til min nye blog eller vælg http://akfotokunst.blogspot.com/
fredag den 20. januar 2012
En lang dag
På vej fra arbejdet har jeg været på besøg hos en kvinde på Hospice, hun ønskede sig nogle billeder af sig selv og sine to voksne børn. Så dem havde jeg lovet at tage.
Det viste sig, at det måske blev i sidste øjeblik, men vi fik taget en række billeder og jeg har siddet og konverteret, beskåret og redigeret lige siden jeg kom hjem. Nu er de sendt til børnene og jeg håber, der er nogle imellem de bliver glade for. Og at hun selv når at se dem.
Jeg havde forberedt mig inden jeg kørte derud, og under selve fotograferingen gik det også godt, men det var hårdt at se billederne bagefter. Her kan man virkelig se udtrykket i deres øjen - og det gør ondt.
Men jeg glæder mig over, at jeg kunne hjælpe med hendes store ønske om billederne. Og med tiden håber jeg børnene bliver glade for dem.
Nu kalder weekenden, gid den må bringe glæde til dig derude.
lørdag den 14. januar 2012
Birgitta’s skønne streg
Jeg har flyttet lidt rundt på reolernes indhold i dag, og så kom jeg forbi en gammel kalender og nogle kort af Birgitta Lindeblad, som jeg købte for år tilbage i Sverige.
Hun har den skønneste streg og jeg elsker hendes små billeder, der er så livsbekræftende – jeg ser mig selv …
Jeg tror, jeg skal ud og finde nogle rammer og måske også finde et sted at købe nogle nye kort. Du kan se mere på hendes hjemmeside BirgittaLindeblad.se
Jeg håber du har en dejlig lørdag
fredag den 13. januar 2012
Weekend
SÅ blev det weekend, efter en travl uge – eller rettere en travl arbejdsuge. Al tid efter arbejde er stort set brugt i sofaen, hovedet har været træt efter travle, men spændende dage, og har haft brug for opladning om aftenen. Og det har det fået.
Foran fjerneren og med strikketøjet i hånden – jeps, endelig efter mange år med en hæklenål, er strikkepindene nu kommet i brug igen. At hækle har jeg altid brugt til at slappe af, særligt i travle perioder, er det godt at koble af med, så fjernes tankerne fra computer og hvad der ellers kan kalde i underbevistheden.
Det krævede godt nok lidt genopfriskning med de der pinde, særligt vrang-maskerne, men efter et besøg hos Garnstudio.com’s strikkekursus, så var den der igen. I hvert tilfælde nok til at strikke glatstrikning, sådan lige op og ned – men det er også godt nok for nu.
Så det er ikke blevet til meget blog-aktivitet, men bedre sent end aldrig, skal du alligevel have et par billeder fra sidste weekend. Hvor jeg endelig kom op til Arresø og ud på den nye naturbro, som Madame har vist billeder fra flere gange.
Vejret var ikke det bedste, men det blev en dejlig tur og vinden lagde sig så meget, at jeg kunne fotografere de flotte sivstrå …
Denne weekend har meteorologerne lovet sol og klart vejr, så der skal kameraet på arbejde igen – altså ind imellem læsning af de sidste kompendier inden eksamen på mandag. Men bare vi får sol, så skal alting nok gå …
God weekend til dig derude, jeg håber du når alle dine planer for weekenden
fredag den 6. januar 2012
Hvorfor gik du den vej?
Vi står alle over for nogle valg i vores liv, og jeg tænker tit på, hvad det er der gør, om vi går den ene eller den anden vej.
Hvorfor bliver eet barn ud af en børneflok på 4 alkoholiker?
Hvad er det, der gør at nogle kæmper sig ud af depressionen, mens andre bliver i den og synker dybere og dybere ned?
To drenge der er vokset op i samme blok, har leget i samme baggård og gået i samme skole, hvorfor vælger de hver sin side af loven?
Jeg ved godt, at valget ikke er så tydeligt, når man står midt i det, men hvad er det der gør, at nogle mennesker kæmper, mens andre giver op?
Jeg har ved gud også haft tider, hvor jeg bare ønskede at blive i sengen, glemme det hele og lade andre tage sig af problemerne. Men jeg gør det ikke!
Og alt er selvfølgelig ikke sort og hvidt, vi kan alle blive ramt af stress, depression og ulykker, som kan få os ned med nakken. Men når man så er kommet op igen, så har de fleste valget om at prøve at forhindre det i at ske igen eller lade stå til.
Er det noget der ligger i generne, den måde vi er vokset op på, social arv – eller hvad er det, der spiller ind?
Jeg talte en dag med min far om, hvordan jeg reagerer i modgang. Vi har ikke boet sammen siden jeg var 3 år og han har boet i Sverige næsten lige siden, så vi har ikke set hinanden så tit, men har altid haft kontakt. Det overraskede mig, at han reagerer på nøjagtig samme måde – altså må der være noget genetisk!?
Eller sætter den aller tidligste opvækst så store spor?
Jeg hælder nok mest til, at det er et samspil mellem mange ting – gener, opvækst, kærlighed, hvem og hvad vi møder på vores vej.
Hvis jeg kendte den dybere sandhed, kunne jeg nok skrive en tyk bog og tjene gode penge, nu må jeg nøjes med at kaste alle mine ubesvarede spørgsmål i hovedet på dig derude.
Har du valgt din vej med omhu? Måske kan vi sammen blive klogere …
(og så lover jeg, at hele 2012 ikke bliver lige så dybsindig som det er startet, jeg skal nok vende tilbage til mit sædvanlige positive og fotografiske jeg )
torsdag den 5. januar 2012
Se nu der …
Nu er der 20 faste læsere på bloggen. Det er da værd at fejre
Tak til jer alle sammen, jeg glædes dagligt over jeres kommentarer, opbakning og gode ideer.
Og jeg nyder at besøge jeres blogge og få inspiration og nye input.
mandag den 2. januar 2012
Svigtet
Nu sidder jeg igen de første dage i det nye år og prøver at holde sammen på to drenge, der igen er blevet svigtet og skuffet af en far, der igen ligger underdreget i sine alkoholproblemer.
Det er prøvet før, mange gange – alt for mange gange. Faktisk besluttede vi sidste år (ja, nu er det jo så forrige år) til jul at vi ikke ville være hans redningsplanke mere, at han nu selv måtte beslutte om han ville leve eller dø, at vi ikke ville redde ham mere.
Det hjalp noget, han har kun haft problemer en enkelt gang omkring sommerferien – og så altså nu til nytår. Men selv om jeg ikke vil hjælpe ham, har jeg stadig to drenge, jeg skal tage mig af og snakke med.
Og så den store frygt, der hele tiden ligger i baghovedet, det der ikke må ske, at en af drengene låser sig ind i lejligheden og finder ham for sent. Og ene og alene af den grund er det stadig mit problem.
Det er stadig mig, der må gå den tunge gang op og låse mig ind, og se om der er liv. Jeg gider det ikke, og jeg hader ham for det. Men der er kun mig, hvis jeg skal skåne mine børn, og det skal jeg.
Det er som en stor tung dyne, der bliver lagt ned over mig, jeg orker ikke mere, energien forsvinder og vreden vokser. Men han skal ikke have lov at styre mit liv, så jeg kommer igennem, og jeg sørger for, at mine drenge kommer igennem. Det skal blive et godt år.