Så sluttede ferien, og hverdagen er igen ved at finde sin døgnrytme – selv om det stadig er lidt svært, at komme under dynen tidligt nok til at få tilstrækkelig søvn, inden vækkeuret ringer.
Det blev slet ikke til så meget bloggeri i ferien som planlagt – i det hele taget blev det ikke til alt det, der var i tankerne inden ferien, men det blev 3 rolige og afslappende uger, så det er ok.
Og den første arbejdsuge slutter tidligt, i morgen eftermiddag går turen sydover med en pakket motorcykel, der er træf hos RunninFree på Stevns, og der vil jeg feste og hygge mig i dejlige menneskers selskab frem til på søndag.
Altså hvis jeg snart kan få lettet bagdelen og starte med at pakke noget grej. Jeg har ikke lagt en enenste ting frem endnu. Jeg plejer ellers at være i god tid, og gå de sidste dage og lægge ting frem på spisebordet, så jeg ikke glemmer dem, men lige nu er spisebordet gabende tomt.
Nå, det ligger vel snart lidt på rygraden og telt og stol er allerede dernede, bord, luftmadresser og soveposer ligger klar i bilen, så det bare skal spændes på cyklen i morgen tidlig. Så mangler der jo bare noget tøj, toiletgrej og så det løse.
Så jeg vil tjekke vejrudsigten og finde passende tøj frem, vel vidende at jeg altid pakker for meget – og ja, det gør jeg sikkert også denne gang, men jeg skal selv køre med det, så jeg pakker, som jeg finder bedst
Og så det løse, og det er der, det nogen gange kan gå galt, der skal både huskes lommelygte, spejl og dimser og dutter – og jo man kan sagtens leve uden en enkelt dims i 4 dage, men det er bare nogle af dimserne, der gør det sjovt eller let at være af sted, så nu går jeg på dimse-jagt….