Lille pige eller lille prinsesse

Nogen gange bliver jeg bare så glad for, at jeg bor i Danmark, og at vi for det meste er et folkefærd med fødderne plantet godt i den muldne jord og en rimelig sund fornuft.

I går var jeg ude og fotografere børneportrætter, noget familie skulle bruge nye billeder til julegaver osv. Der var en lille pige på ½ år, storebror på knapt 2 år og en dejlig pige på 3 år. Det tog mange timer - læs 6 - for at børnene kunne føle sig godt tilpas, fik tid til en kiks eller ostehaps ind imellem eller en lille løbetur, for så igen at være klar til at sidde stille lidt.

Alt imens fotografen lå på gulvet i alle mulige - og umulige - stillinger for at komme i den rette højde med børnene. Ja jeg ved ikke, hvorfor jeg altid skal ned og kravle rundt, når jeg fotograferer, men når nu motivet er i gulvhøjde, må fotografen også derned. Nå det var et sidespring. Vi havde en dejlig dag med en masse børnesjov.

Da jeg kom hjem, var jeg til gengæld helt mørbanket i mine mavemuskler - tænk jeg har sådan nogle - og min ryg og arme/skuldre, så det blev til en eftermiddag og aften i sofaen med fjernbetjeningen i hånden. Og det var her, jeg blev så glad for vores holdning i lille Danmark.

Jeg fik stillet ind på programmet Lille Miss America, Rock Star Divas And Dolls. Normalt skifter jeg hurtig kanal fra sådan et program, men i går blev jeg alligevel lidt fanget af det og måtte prøve at forstå - eller bare sætte mig ind i - deres tankegang. Behøver jeg sige, at det ikke lykkedes overhovedet.

Det handler om USAs skønhedskonkurrencer for børn fra 19 mdr. til 9 år - ja jeg skrev nitten måneder. Jeg bliver altså helt dårlig, når jeg ser små børn på 1½ år blive smurt ind i makeup og klædt ud som dukker for at blive vist frem.

Eller når en mor fortæller, at hendes lille pige elsker sine spray tannings - som for øvrigt blev udført af en lokal bil-lakerer på værkstedet - og man så ser en lille pige på under 3 år, der står og græder og hopper ned fra skamlen, blot for at blive hevet op igen. Mor fortæller stolt, at den lille pige i den alder er blevet spayet med selvbruner - og nu kan jeg ikke huske om det var 20 eller 50 gange - men een gang er allerede for meget. Jeg får ondt i hjertet.

Eller den meget bestemte lille Olivia på 3 år, der i den grad råbte og skreg ad sin mor og bad hende gå i skammekrog - altså moderen. Moderen kommenterede, at hun ikke var flov, Olivia er jo kun 3 år, og hun syntes det er dejligt, at hun har sin egen personlighed og kan udtrykke den. Tak for kaffe, det skal nok blive godt, når hun bliver teenager.

Og så bliver de små prinsesser sendt ind på scenen i deres spay-tan, makeup, kunstige øjnvipper og hårlak iført alt fra bikini, overdådige flæsekjoler - der ikke skal for tæt på åben ild - og rock-outfit. De ligner kunstige dukker, der kan trækkes op og bevæge sig. Og dommerne bedømmer deres personlighed og de udvalgte krones. Jeg får igen ondt i hjertet.

Og så tænker jeg på de 3 dejlige børn, jeg har været sammen med hele dagen. Glade, naturlige og i afslappede omgivelser. Der var ingen vindere, men der var absolut heller ingen tabere. Alle var glade og rolige. Når de ville fotograferes gik de ind på klædet, og når de ikke ville gik de ud - og så kom de tilbage, når de igen ville fotograferes. Og de vil gerne fotograferes, men de vil også gerne lige krammes af mor eller far og lege med den blå traktor.

Mor til den store pige syntes ikke den blå traktor skulle med på billederne, men det er lige meget, for når vi har taget 3 billeder med traktoren, er den alligevel blevet uinteressant, og så sletter vi bare de billeder - pyt - vi har en glad pige, og vi al den tid, der skal til. Og 3 børn der bliver elsket og krammet af mor og far - og fotografen.

Godt vi bor i et land, hvor vi tager stilling til, hvad vi putter i ting, vi giver og bruger til små børn. Og så ved jeg godt, at vi også herhjemme er godt på vej med Børne MGP og alt muligt andet, men jeg håber sandelig aldrig, at vi kommer så langt ud.