Jubiii ferien er startet – ja det var den faktisk også i går, så nu har jeg selvfølgelig nået en hel masse ……………….. nej det har jeg ikke!
Og dog, selv om det, der var planlagt ikke helt er nået, er der da nogle ting på plads. Alle julegaverne er i hus. Rødkålen er lige kogt, uhmm den er god. Snuppede lige en leverpostegmad med nykogt rødkål
Lidt mere juleknas er det ogå blevet til både i løbet af weekenden og i går, så nu indeholder alle kagedåserne også popkorn-knas (det er en af mine favoritter) …
Pop popcornene som du plejer med salt, køl dem lidt ned og knus dem lidt, smelt sukker og lys sirup på en pande og bland karamelmassen med popcornene, så de hænger sammen. Tryk dem sammen i en bageform og ad dem køle af, slut af med at hælde smeltet chokolade på begge sider. Det minder mig om dengang jeg var barn og fik popcorn-slikkepind i Tivoli.
Det blev også til en portion Rockyroad – ristede hakkede mandler og skumfiduser klippet i små stykker hældes i smeltet chokolade (normalt bruges lys chokolade, men det bliver lige sødt nok, så jeg laver det med mørk chokolade). For nemheds skyld fyldt i små forme.
Nougatbrud blev det også til med ristede hakkede mandler og en gang knust karamel (lavet som til popcornene, blot størknet på bagepapir og knust).
Og så så jeg denne form, da jeg var ude og købe de sidste julegaver i går – den måtte jeg da eje, se nu nogle fine chokolader – med marcipan- og permyntefyld …
Og så har jeg besluttet at juletræet skal have ny pynt i år, mest fordi selve træet er lidt “anderledes” – nok mere specielt end kønt – men det kostede også kun 50 kr. for det skulle være smalt og ikke ret stort, så derfor er jeg i gang med disse englebasser.
Den første er lavet af papirs-kage-servietter, eller hvad sådan nogle nu hedder, gangske enkelt, klippet over og samlet med tape, vingerne er lavet af den anden halvdel også påsat med tape og så en lille guldtråd og en perle – vipti englebasser til træet.
Den store fandt jeg i Netto, et sæt med to stk. sat ned til 10 kr. – det kunne jeg jo ikke stå for, så til aftenfilmen i går sad jeg og syede engle sammen og satte perler på tråd.
Nu kan julen bare komme an, jeg er klar – det er kun lige det der med rengøringen, det tager lidt tid at komme i gang med – det er ligesom ikke så sjovt som alt det andet vel?
Jeg håber også julefreden har sænket sig hos dig, og du kan gå julen i møde med ro.