På Gitte Koldtofts Facebook-side læste jeg i dag om det yderst effektive coatching værktøj, at “Skrive en ny historie”. Altså, at omskrive det, der sker i dit liv til en positiv historie.
Det har jeg egentlig været i gang med et stykke tid – altså at omskrive et par af kapitlerne i mit liv – jeg vidste bare ikke, at det også var en coatching-ting. Men det er jo også lige meget. Det gav bare en meget god overskrift til indlægget – som også fortæller lidt om, hvorfor der har været stille på bloggen et stykke tid.
Et af de store og tunge kapitler i mit liv har jo været Mr.X, men han er nu reduceret til en fodnote. Sidste år flyttede han ned til sin veninde, men han er nu blevet sendt ud af døren igen, da flasken stadig har for stor magt over ham. Så i 14 dage har han være helt forsvundet fra jordens overflade – eller ingen vidste i hvert fald, hvor han var, efter han var udskrevet fra en indlæggelse til afrusning.
Ændringen er, at ingen her i husstanden gjorde sig de store anstrængelser i den anledning. Vi forholdt os alle afventende på en telefonopringning – enten fra ham selv eller en offentlig myndighed – og enten med besked om liv eller det modsatte.
Og følelsen af “ligegyldighed” er i den sammenhæng en særdeles positiv følelse, det berører mig simpelthen ikke længere. Selvfølgelig tænker jeg på minde drenge og sørger for omsorg over for dem, men ellers er der ingenting – kun en fodnote.
Og det var for øvrigt ham selv, der ringede op, så der er liv! Men et liv som drengene har fravalgt, med mindre han kan bevise, at han kan være ædru de næste 6 måneder.
Og jeg er stolt af mine drenge, de har lært at passe på sig selv og sætte deres egne grænser – de har godt nok lært det på den hårde måde – men de har lært det og kan tage det med sig i resten af deres liv.
