1. maj

Det er 1. maj, og for første gang i mange år er det en arbejdsgiverbetalt fridag – bare ordet fridag …. det klinger godt.

Jeg skal ikke ud og kæmpe og løfte fanerne, ikke fordi der ikke er noget at kæmpe for, det vil der sikkert altid være. Jeg kæmper bare på en anden måde. Jeg skal bruge dagen på mig!

Når jeg kører på arbejdet om morgenen tænker jeg tit; “hvem der bare kunne gå derinde i skoven med sit kamera, i stedet for at sidde i kø her på vejen” -  og hvilken glæde, i dag kunne jeg gå i skoven i morgensolen i stedet for at sidde i kø i bilen.

Alle de nyudsprungne blade og æbletræernes hvide blomster tager imod og giver håb om sommer og varme dage, og lige nu er bladenes forskellige former ekstra tydelige. 

      
    
    

På en træstup i solen har et lille frø fundet grobund i det bløde mos, og en ny plante er på vej, lige ved siden af stråler de små nyudsprungne blade i solen og giver de grå og brune farver kamp til stregen, nu skal naturen klædes i grønt.

    

Og i småsøerne står de skarpe lysegrønne blade og giver løfte om, at der vil komme nye farver til, snart står søerne fyldt med gule iris. Præcis så langt ude, at jeg får våde fødder, hvis jeg vil fotografere dem tæt på, og de får lov at stå i fred.

Skovbunden skifter også farve og der er begyndt at komme andemad på søen, spejlingerne i vandoverfladen er forunderlige og vender verden på hovedet, kun de små krusninger fra vinden afslører, at kameraet peger ned- og ikke op-ad.

    

Og lydene er nærmest overvældende. Jeg er ikke i skovens dybe, stille ro – jeg er i et inferno af fuglestemmer, og selv om udsigten fra bænken kan nydes længe, sætter jeg mig og lukker øjnene. Slukker for tankestrømmen og bare lytter …

Der er lyde overalt, ovre til højre er der en høj og skarp klang fra en mejse, til venstre lidt bag mig pusler en større fugl, sikkert en solsort. Spætten er der også, men langt væk, formentlig helt ovre på det åbne areal på den anden side af søen.

Et tog kører forbi i det fjerne, det er ikke et passagertog, det er meget tungere og kører langsommere – det er længe om at passere forbi, så bliver der igen stille og fuglestemmerne overtager lydbilledet. Lige over mig pusler og synger en mindre fugl nu.

Jeg er ikke så god til at genkende fuglestemmerne, men kan kende mange af dem, hvis øjnene får lov at hjælpe til. På vej hjem delte jeg stien med både skovskaden og vipstjerten.

Vipstjerten hoppede længe foran mig og fløj bare en meter længere frem, når jeg kom for tæt på, den er hurtig og næsten aldrig i ro. Kun lige da den fandt en lille høj og skulle se, hvad det var, der hele tiden fulgte med, sad den roligt et øjeblik. 

    

Desværre kalder verden udenfor – en tid hos optikkeren gør, at jeg er nødt til at vende næsen hjemad. Det gamle træ står og råber tak for besøget og kom snart igen …

Og dagens glæder er slet ikke slut – i eftermiddag skal motorcyklen hentes hjem. Den har været langt væk hjemmefra i vinter og de 90 km hjem skal nydes i solens varme stråler.