Brev til en alkoholiker

Du siger det aldrig sker igen, at denne gang har det været så svært at komme ovenpå, at du næsten ikke magtede det. Så nu gør du det aldrig mere, og du lyder virkelig som om, du selv tror på det.

Desværre er jeg ikke helt så optimistisk, jeg har hørt den sætning før. Faktisk har jeg slet ikke tal på, hvor mange gange, jeg har måtte hive dig ud af sengen de sidste to år. Hvor mange gange jeg har hørt dig sige, at nu er det slut.

Jeg har set dig gå angst frem og tilbage i stuen, aflevere det du ønskede dine børn skulle have efter dig, fordi du ikke trode, du overlevede en nat til. Og alligevel er det sket igen og igen - at du er stoppet med din antabus, har holdt den kørende i et par uger og så for alvor igen er faldet i glasset og flasken. Har mistet appetitten, er gået i seng, kun stået op for at drikke og igen gået i seng.

Så er det dine børn eller jeg finder dig - i sengen, kun med et ønske om at være i fred - vi hiver dig igen op, får dig til at spise, hjælper dig igang - igen! Og du lover, at nu er det slut - igen!

Du siger det er svært at have de sådan, det betvivler jeg ikke, men du har ingen anelse om, hvor hårdt det er for dine omgivelser og for dine børn. Du kender ikke den angst vi lever i, den konstante angst for hvornår det sker næste gang - og om vi kommer i tide.

Hver gang lyset ikke bliver tændt, telefonen ikke bliver taget og vi ikke har kontakt - hver gang tændes frygten, angsten og udmattelsen. Jeg orker ikke en tur til, men er samtidig bange for ikke at nå, at få dig op i tide - bange for at dine børn skal miste deres far. Bange for at de skal lukke sig ind i lejligheden og finde dig død.

Du ødelægger ikke bare dit eget liv, du ødelægger også livet for dine omgivelser. Nu er endnu et år ved at være slut, og du har nu i 2 år lovet, at det var slut. Men fakta er, at det bare er blevet værre og værre. Jeg vil ikke igennem et år til med angst og frustration over, at du ikke kan håndtere dit eget liv. At du ikke vil gøre noget alvorligt for at komme ud af dit misbrug.

Nu må du vælge, hvordan du vil leve dit liv. Og tiden er kommet til, at jeg også vælger, hvordan jeg vil leve mit, og der er ikke længere plads til følelsen af, at have dit liv i mine hænder. Jeg vil ikke længere være din redningsplanke. Nu må du selv tage ansvaret for dit liv - du må selv vælge om du vil leve eller dø, valget er dit og kun dit, jeg kommer ikke og redder dig mere.

Hilsen Den pårørende

.