Der er sket så meget de sidste måneder, jeg kan dårligt huske hoved og hale i det hele, men her er nogle af de større ting.
Den mindste var næsten lige startet på Gymnasiet, så han blev selvfølgelig meldt “syg”. De var meget forstående og søde, så søde, at de samme eftermiddag sendte blomster og kort med hilsen. Og både den mindste og jeg blev ringet op af hans studievejleder, der stod til rådighed med hjælp og støtte. De har i det hele taget været en god støtte, og det har været trygt at vide, at han også blev passet på, når han var i skole. Det betød også, at han var klar til at gå i skole ganske få dage senere.
Så var der samtaler med bedemand og præst, og selve bisættelsen. Hos præsten var begge drenge med og hun var rigtig sød til at spørge ind og lytte til dem begge. Selvfølgelig berørte vi årsagen til Mr.Xs død, men vi talte endnu mere om alt det der lå forud og alle de gode minder, der også er. Og hun holdt den helt rigtige tale i kirken, med vægt på alle de vigtige ting. Og bisættelsen blev en god oplevelse.
Også en lidt underlig oplevelse, forstået på den måde, at der var rigtig mange mennesker med, vi slet ikke kender, men som var en del af Mr.Xs liv. Og underlig på den måde, at vi nok var dem, der var mindst berørt i kirken den dag. Sikkert fordi vi var forberedt på, at dette ville ske en dag, og at vores sorg var blandet med en vis lettelse. Lettelse over, at det vi længe havde frygtet nu var overstået.
Den store sagde bagefter, at det var underligt at bære kisten ud og se alle de mennesker, der var så åbenlyst kede af det, når han ikke selv følte sig særlig berørt!
Næste store opgave var tømning af Mr.X’ bolig. Den mindste ønskede ikke at komme ud i huset, så det tog den store og jeg os af. Og det har været en stor og tung opgave. Vi fik hentet alle de ting drengene ønskede at beholde, gennemgik mængder af papirer og ringede til slut efter et borydningsfirma. De gav en ok pris for det resterede indbo, tømte boligen dagen efter og ryddede utroligt flot op efter sig. Det var en lettelse at få det afsluttet.
Nu går hverdagen så videre, næsten som før. Mr.X var i det sidste år ikke en del af drengenes dagligdag. Den store havde ikke set ham i næsten et år og den mindste havde været sammen med sin far et par gange hen over sommeren. De havde begge gjort, som de hver især havde behov for i forhold til deres far, og det var bevidste valg. Og det betyder, at hverdagen hurtigt har indfundet sig igen. Så nu tager vi en dag ad gangen og ser fremad og snakker når behovet er der.
Og jeg glæder mig til, at jeg får tid til at beskæftige mig med noget andet og mere positivt – både i tanke og handling. Det har godt nok været nogle lange måneder og det føles som en evighed siden Mr.X døde. Så det skal blive dejligt at få juleferie.
.