Vidne til livet!

Jeg hørte engang en sige, at grunden til at vi søger partnerskab er, at vi har brug for et vidne til vores liv.

Betyder det så, at vores liv ikke er virkeligt, før vi har et vidne til det, bliver de ting vi foretager os først til virkelighed, når nogen ser dem. Eller er vores historie først sand, når den er fortalt højt.

Og hvad så når vi mister vores vidne til livet – er vi så ikke noget, er der så ingen der ser og lytter til os. Med et bliver tæppet revet væk under en, man bliver rodløs, hvem er jeg nu – uden mit vidne til livet?

Hvem er jeg dybest indeni ……

Nogen dage er der bare sort derinde!

Nogen dage løber en tynd stråle med vand og strømmen finder vej til tårekanalen, der langsomt flyder over!

Nogen dage sidder der en lille djævel og råber ”til helvede med det hele!”

Andre dage sidder der en lille engel og hvisker ”se solen skinner og efteråret er så smukt – gå nu ud og mærk livet!”

Men aller inderst inde sidder min lille jubelidiot og råber ”livet er dejligt”, griner og ryster hovedet med sin narrehat, så alle bjælderne ringer.

Jeg kan ikke høre min lille jubelidiot endnu, måske i morgen!

I morgen tager jeg måske kameraet og går ud og ser hvor smukt efteråret er – og når jeg igen mærker livet, vil jeg slå rod i den blå luft.

Jeg vil redefinere mit ståsted, finde mine rødder og lade dem slå rod et nyt sted – og så vil jeg lytte til min jubelidiot og råbe ”livet er dejligt” …..