Vi står alle over for nogle valg i vores liv, og jeg tænker tit på, hvad det er der gør, om vi går den ene eller den anden vej.
Hvorfor bliver eet barn ud af en børneflok på 4 alkoholiker?
Hvad er det, der gør at nogle kæmper sig ud af depressionen, mens andre bliver i den og synker dybere og dybere ned?
To drenge der er vokset op i samme blok, har leget i samme baggård og gået i samme skole, hvorfor vælger de hver sin side af loven?
Jeg ved godt, at valget ikke er så tydeligt, når man står midt i det, men hvad er det der gør, at nogle mennesker kæmper, mens andre giver op?
Jeg har ved gud også haft tider, hvor jeg bare ønskede at blive i sengen, glemme det hele og lade andre tage sig af problemerne. Men jeg gør det ikke!
Og alt er selvfølgelig ikke sort og hvidt, vi kan alle blive ramt af stress, depression og ulykker, som kan få os ned med nakken. Men når man så er kommet op igen, så har de fleste valget om at prøve at forhindre det i at ske igen eller lade stå til.
Er det noget der ligger i generne, den måde vi er vokset op på, social arv – eller hvad er det, der spiller ind?
Jeg talte en dag med min far om, hvordan jeg reagerer i modgang. Vi har ikke boet sammen siden jeg var 3 år og han har boet i Sverige næsten lige siden, så vi har ikke set hinanden så tit, men har altid haft kontakt. Det overraskede mig, at han reagerer på nøjagtig samme måde – altså må der være noget genetisk!?
Eller sætter den aller tidligste opvækst så store spor?
Jeg hælder nok mest til, at det er et samspil mellem mange ting – gener, opvækst, kærlighed, hvem og hvad vi møder på vores vej.
Hvis jeg kendte den dybere sandhed, kunne jeg nok skrive en tyk bog og tjene gode penge, nu må jeg nøjes med at kaste alle mine ubesvarede spørgsmål i hovedet på dig derude.
Har du valgt din vej med omhu? Måske kan vi sammen blive klogere …
(og så lover jeg, at hele 2012 ikke bliver lige så dybsindig som det er startet, jeg skal nok vende tilbage til mit sædvanlige positive og fotografiske jeg 
)
Spændende indlæg Anette.. Jeg hælder rigtig meget til din teori om samspil mellem mange forskellige faktorer.
SvarSletJeg ved ikke om jeg har valgt min vej med omhu, men jeg står ved de valg jeg har truffet undervejs, de sporskifter jeg har foretaget og de fejl jeg begår.. :-) Jeg lærer af både de gode og dårlige oplevelser, og jeg forsøger at få det bedste ud af de situationer jeg er i..
Kh Inge
Det er store tanker Anette. Mit liv er præget af tilfældigheder, der kom til at betyde meget.
SvarSletJeg droppede ud af gymnasiet som 16 årig. Gik i 10. klasse og mødte manden i mit liv. Mit jobliv har også formet sig efter ting, som lige kom ind fra højre. Selvfølgelig har jeg vendt tankerne og tænke mig om, inden jeg har sagt til eller fra.
Heldigvis har jeg indtil nu kunnet stå inde for mine valgt, og kan ikke sige, at jeg har de store fortrydere i bagagen.
Jeg blev leveret med en indre krog. En krog som gør at jeg, uanset hvor dyb en afgrund jeg bliver kylet ud over, altid kan komme op igen.
SvarSletJeg vælger en vej styret af lige dele fornuft og følelser.
Da jeg mødte min far for første gang som 40årig.. var det en ret stor overraskelse at vi opførte os ens på mange punkter. Men jeg troede først på det da mine børn lagde mærke til det!
Og jeg fortryder intet. Ville gøre det hele om igen hvis jeg fik chancen! Både det gode og det som ikke var så godt - for jeg lærte af det.
Der er vist mange faktorer der spiller ind. Hele livet bliver vi stillet overfor valg vi skal træffe. Nogle af mine valg har været meget bevidste, andre helt tilfældigt. Ind imellem er kursen ændret.
SvarSletJeg aner intet om hvordan mit liv havde formet sig, hvis jeg havde valgt en anden rute, men en ting er sikkert, det havde set helt anderledes ud :-)Jeg har ikke fortrudt mine valg, jeg ville vælge samme vej, hvis jeg fik muligheden.
Jeg tror, som dig Anette, at det er et samspil mellem mange ting – gener, opvækst, kærlighed, hvem og hvad vi møder på vores vej. Hvis man er til astrologi, vil man lede efter forklaringer der. Forhåbentlig bliver vi stærkere af den modgang, vi møder på vores vej - men nogle er ikke psykisk stærke og finder lindring i alkohol eller stoffer. I DR, hvor jeg har arbejdet, har jeg set et utal af eksempler. Først når familien, kolleger eller kroppen siger stop, er der en mulighed for at komme videre ...
SvarSletTanker til dig
Inge; tak, jeg tror også det handler om at få det bedste ud af de situationer vi nu engang havner i - det er ikke hvordan man har det, men hvordan man tar' det.
SvarSletSusanne; at kunne sige, at man ikke fortryder noget er et godt udgangspunkt. Så har man sandsynligvis også valgt med åbne øjne og det tror jeg er vigtigt.
Stine; det er godt med sådan en indre krog. Der må virkelig være noget genetisk, når der er så store lighedstræk, selv om man ikke er vokset op sammen. Igen er det godt ikke at fortryde ... Min far (den ikke biologiske) fik kontakt til sine to børn efter 30 år, og der var også helt klare lighedstegn, de har fået stor gavn af hinanden igen, jeg håber også dit møde med din far gav dig noget positivt.
Pia; det er dejligt at så mange står ved deres valg i livet og ikke ville vælge om. Jeg tror mange ting skyldes tilfældigheder, men hvis man handler bevidst på det der kommer, kan man se tilbage med åbent sind.
Madame; ja det er nok sådan at modstand gør de fleste stærke, men der er desværre nogle der ikke er psykisk stærke enten hele livet eller i perioder, og så handler det meget om, hvad man bliver ramt af i livet, og om man er villig til at modtage hjælp.
Tak til jer alle sammen for jeres tilbagemeldinger, det giver stof til eftertanke og det er jo dejligt en gang imellem at fordybe sig der.
KH Anette