onsdag den 24. november 2010

Gode dage!

I dag bliver en god dag!

Det er jeg sikker på. Til morgen tog jeg mig selv i at stå og nynne over madpakkerne, og når jeg nynner, mindes jeg altid min mormor og morfar - to fantastisk dejlige mennesker.

Som barn var jeg meget tit med i deres sommerhus, så kørte vi i deres folkevogns-bobbel. Morfar kørte, mormor sad ved siden af, og jeg på bagsædet. Hele vejen nynnede de begge to - ikke den samme sang, men hver sin. Og bagved sad jeg og lyttede og så ud af vinduerne. Deres nynnen blev kun af brudt af lidt snakken ind imellem.

Når vi kom frem skulle der handles i brugsen - med dividente. De ture og det sommerhus er fyldt med så mange gode oplevelser, at der er nok til at fylde mange dage med gode minder.

Så kommer de gode dage ikke af sig selv, vil jeg huske på alle de gode oplevelser - og så skal det nok blive en god dag.

søndag den 21. november 2010

Lam eller løve!


Rejs dig igen

og igen

og igen

indtil lam

bliver til løve!

lørdag den 20. november 2010

Privatliv tak!

Hvad er det der får mennesker til at tro, at de bare kan vade ind i andres sfære, uden så meget som at spørge om lov eller i det mindste at give et varsel.

Det er tilladt at tænke sig om og tænke på sine medmennesker.

Det er til gengæld ikke tilladt først at melde sig ud af fællesskabet, kassere det hele og lukke af for al kommunikation og så bare dukke op igen når det passer bedst, fuldstændig uden omtanke for andres følelser.

Det er ufølsomt, ubetænksomt, og det er at vade ind over andres grænser - HOLD OP MED DET !

-

torsdag den 18. november 2010

Ro!

Det har været en travl uge. Konstant er der andre omkring mig, kolleger på arbejdet, telefoner der ringer, køer på motorvejen og børnene derhjemme.

Men nu er det lørdag, jeg vågner tidligt - lytter... der er helt stille i huset, solen sender sine spæde morgenstråler ind under rullegardinet. Jeg står stille op, smutter ned og snupper en ostemad, så skoene på og kameraet over skulderen.

Der er lidt køligt udenfor, jeg går med raske skridt, ud af byen, det tynder ud i husene. Forbi gården, hestene er allerede kommet på fold, det damper fra deres muler, som de står der og pruster i morgenkulden. Så er jeg der snart ...

Jeg går igennem de røde bomme, og lidt længere frem, her lige i skovgrænsen stopper jeg op, står midt på stien og lukker øjnene... jeg lytter... ingenting..., der er helt stille. Jeg bliver stående lidt, indtil skovens lyde trænger ind.

Spætten er i gang langt ovre til højre. Lidt tættere på pusler det i bladene, det er solsorten, der er i gang med at rode efter orme. Småfuglene vimser omkring i træerne og sender en morgensang gennem luften. Beroligende lyde - et dybt suk undslipper mine læber. Hvorfor har jeg været væk så længe.

Lettet fra hverdagens trængsler går jeg gennem skoven, sørger for at gå på det bløde græs, så jeg ikke forstyrrer dyrenes morgen. Kameraet er klar, klar til at fange et par rådyr i spring, eller måske en ræv på vej hjem efter nattens jagt.


Jeg går rundt om søen, stopper jævnligt op og lytter, der er svanefamilien i gang med morgenvasken, de snasker i vandet og pudser fjerdragten. De store unger er stadig helt grå i farven.

Længere fremme lyder den særeste musik... blop.. blopp, bling... bloop. Det er agern der falder ned fra egetræerne og rammer vandet. Jeg står længe og lytter til lydene og prøver at fange et billede lige i det frugten rammer vandet, men det er umuligt at sige hvor den næste falder, så jeg sænker kameratet og nyder bare synet og lydene.

Jeg nærmer mig igen udkanten af skoven, solens stråler varmer og er ved at brænde duggen væk fra græsset. Jeg går hjemad, roligt og smilende - jeg er klar til en ny uge.

lørdag den 13. november 2010

Det' mandag i morgen

Hver morgen, når jeg står ved spejlet, børster tænderne og reder håret trænger en sang sig på, det er Poul Krebs der synger:

Men der er nok der godt vil være der når du vågner
og, der er nok der godt vil være der når du går hjem
Men det er mandag i morgen efter natten til en søndag
og det er mandag morgen du mest har brug for dem.

For det bliver altid hverdag igen, i venskabet, i kæresteforholdet, efter festen og det er i hverdagen vi har brug for hinanden.

Det er når hverdagen bliver svær at venskabet, parforholdet og familiebåndet skal stå sin prøve.

Teksten er fra Prinsessen af Ålborg fra cd'en Små sensationer - gi' dine nærmeste små sensationer i hverdagen, det er der de mest har brug for dem.

torsdag den 11. november 2010

Vidne til livet!

Jeg hørte engang en sige, at grunden til at vi søger partnerskab er, at vi har brug for et vidne til vores liv.

Betyder det så, at vores liv ikke er virkeligt, før vi har et vidne til det, bliver de ting vi foretager os først til virkelighed, når nogen ser dem. Eller er vores historie først sand, når den er fortalt højt.

Og hvad så når vi mister vores vidne til livet – er vi så ikke noget, er der så ingen der ser og lytter til os. Med et bliver tæppet revet væk under en, man bliver rodløs, hvem er jeg nu – uden mit vidne til livet?

Hvem er jeg dybest indeni ……

Nogen dage er der bare sort derinde!

Nogen dage løber en tynd stråle med vand og strømmen finder vej til tårekanalen, der langsomt flyder over!

Nogen dage sidder der en lille djævel og råber ”til helvede med det hele!”

Andre dage sidder der en lille engel og hvisker ”se solen skinner og efteråret er så smukt – gå nu ud og mærk livet!”

Men aller inderst inde sidder min lille jubelidiot og råber ”livet er dejligt”, griner og ryster hovedet med sin narrehat, så alle bjælderne ringer.

Jeg kan ikke høre min lille jubelidiot endnu, måske i morgen!

I morgen tager jeg måske kameraet og går ud og ser hvor smukt efteråret er – og når jeg igen mærker livet, vil jeg slå rod i den blå luft.

Jeg vil redefinere mit ståsted, finde mine rødder og lade dem slå rod et nyt sted – og så vil jeg lytte til min jubelidiot og råbe ”livet er dejligt” …..