søndag den 23. september 2012

Dyr i tekopper!

Efter en lang dag med hjemrejse og udpakning, er jeg gledet ned i sofaen med fjernsynet som underholdning. Her slår jeg tilfældigt over på et program om "små" kæledyr.

Det handler bl.a. om tekop-hunde (ja de kan faktisk være i en tekop), der bliver iført swarovski-prydede hundekjoler for at gå til Diva Dog Show. Og så påstår de, at det er af ren kærlighed - de er f...... underlige. Ja undskyld mit franske, men hvad sker der lige for det der overdrevne dukkefænomen, der nu skal overføres til stakkels uskyldige dyr.

Måske skal vi lade børn lege og være børn noget længere, så de ikke vokser op med så stor en mangel, at de stakkels dyr, og børn for den sags skyld, skal lide under det.

Nå, det var bare et surt og træt opstød - jeg håber du har en dejlig søndag aften ...

lørdag den 22. september 2012

Hilsen fra Krakow

Jeg har ladet drengene passe kat og potteplanter og er taget på en forlænget weekend i Krakow med kæresten.

Vi har været i Prag flere gange og ville prøve noget andet. Og det er noget andet, de første dage sammenlignede vi byerne meget, men de kan ikke sammenlignes.

Krakow er hyggelig, den gamle bydel er lille og overskuelig, og den er omkranset af en park hele vejen rundt, så man får ikke forvildet sig for langt væk, uden man ved det.

Vi ankom i regnvejr, og syntes her så lidt gråt og kedeligt ud - men det var igen i sammenligning med Prag. Og da solen kom frem og kastede sit lys over byen, blev den straks meget kønnere. Men den er noget mere grå, når man kommer uden for bymidten.

Polakkerne er smilende og venlige, og langt de fleste kan tale engelsk. Men her er en del tikkere, og de kan være lidt generende. En anden ulempe er de mange sælgende for både restauranter, turguider, og meget andet, de er meget påtrængende og det kan blive lidt trættende i længden.

En af de ting jeg gerne ville se på, er deres rav-smykker, og det er her i store mængder og alle stilarter, så der har været rigeligt at vælge imellem.

Og i dag har vi været inde og købe det mest fantastiske chokolade, det er super flot havet og bliver pakket efter alle kunstens regler - og må ikke åbnes før vi er hjemme. Men vi købte et lille stykke til at spise med det samme - mums....

Jeg kan ikke lægge billeder på fra iPad'en, så Dem får I først at se, når jeg er kommet hjem. God weekend

lørdag den 15. september 2012

Christianshavn

Sidste lørdag var jeg på tøsetur – vi er 8 kvinder i varierende alder, der mødes 3-4 gange årligt, to og to arrangerer vi en tur for hele gruppen, og som regel møder vi op uden at vide, hvad dagens program består af. Særdeles grænseoverskridende for en kontrolfreak som mig …

Men altså i lørdags skulle vi møde op i godt fodtøj og tøj efter vejret, og heldigvis var det en dejlig solrig dag, for vi skulle rundt med guide på Christianshavn. Det blev en dejlig travetur i den gamle bydel, gennem baggårde og ned ad sidegader, jeg aldrig har besøgt før.

Så har du lyst, så tag en lille tur med på Christianshavn …

Bagefter spiste vi frokost i Dansk Arkitektur Center, snusede rundt i deres spændende boghandel og sluttede dagen af med at få spist vores fødder af små sultne fisk!

Det med fiskene var meget grænseoverskridende for nogen og en meget sjov oplevelse, men nok ikke noget jeg behøver gentage. Derimod spiser jeg gerne frokost i DAC og besøger boghandelen igen.

Så på denne blæsende lørdag, er det dejligt at tænke tilbage på sidste lørdag, der var fyldt med latter og gode oplevelser.

onsdag den 12. september 2012

Blogpause

Det er blevegt til en længere blogpause, det var egentlig ikke meningen, men livet kom på tværs.

Jeg har været plaget af nærmest kronisk træthed og har ikke haft overskud til at sidde ved pc'en efter arbejdstid. Jeg tror simpelthen krop og sind havde behov for ro og fred oven på de mange "begivenheder", der er kommet væltede i år.

Nu var der endelig ro. Min far er næsten helt ovenpå igen, Mr.X kom hjem fra sit behandlingsophold, var positiv og overbevist om, at alkohol ikke længere var en del af hans tilværelse. Vi er helt på plads i den nye lejlighed, og er faldet godt til.

Og så kom trætheden, men der har heller ikke været tid til afslapningen i lang tid. Og det har været godt bare at sidde i sofaen og slappe af.

Samtidig har jeg gennemgået Familieprogrammet for pårørende til misbrugere, det har været spændende, udfordrende og givet stof til eftertanke. Der er helt sikkert ting i mit liv, der skal ændres, dårlige vaner der skal "slettes".

Så nogle af timerne i sofaen er blevet brugt til at gennemgå materialet nøje og finde de områder, hvor jeg selv er "ramt", og hvor jeg har lidt at arbejde med. For selv om jeg trode, at jeg ikke var så hårdt ramt som medafhængig, fordi vi ikke har boet sammen i mange år, og slet ikke i årene, hvor det har været værst, har jeg også mønstre, der trænger til at blive set efter i sømmene og ændret.

Også for den medafhængige er det første skridt at blive bevidst. Bevidst om de reaktionsmønstre der ligger på rygraden, og være bevidst om, hvad man gerne vil ændre.

Og det har hjulpet - desværre har vi allerede haft mulighed for at teste det, for I søndags viste det sig, at Mr.X er i tilbagefald. Det var et hårdt slag, og al magtesløsheden og uroen vendte straks tilbage.

Men vi har taget os af os selv, sørget for at vi kan komme videre på en måde, så vores hverdag hænger godt sammen. Og så må Mr.X passe sig selv, jeg ved han har fået redskaber og personer der kan hjælpe ham, og jeg tager ikke længere ansvar for andet end mit eget liv - og mine drenge.

Det blev lidt tungt, men sådan er livet lige nu - og der er gode ting i vente :0)