fredag den 12. august 2011

Zombie-land

Det er vist godt det er fredag og der er to fridage allerede. I morges var første dag hvor begge teenagere skulle møde kl. 8.00 i skole.

Sikke et syn - efter flere vækninger kom den mindste ned i køkkenet, hvid som et lagen, i slowmotion og med halvt lukkede øjne for at hente sig lidt morgenmad. Det så meget anstrengende ud, da han slæbte sig op ad trappen igen for at lægge sig i sengen med morgenmad og tv - og forsøge at vågne.

Den store var også helt væk, men i tredie vækning lykkedes det - han vil nemlig gerne køre med til stationen, og så må man jo op inden mor kører. Endnu et hvidt spøgelse indfandt sig i køkkenet, med spørgsmålet "kan jeg nå at drikke et glas mælk og kan du køre mig helt hen til kiosken?"

Med en forstuvet fod tager alting lidt længere tid, men det glemmer man let, når man ligger under dynen, og så får man pludselig travlt.

Det kommer vist til at tage lidt tid at få vendt døgnet rundt, så det igen er muligt at stå op kl. 7 om morgenen.

4 kommentarer:

  1. hihi, godt at det er overstået for mit vedkommende, kan godt huske de der zoombieagtige teenagere om morgenen..God fornøjelse og god weekend..;)

    SvarSlet
  2. Hi hi... ja kan godt huske den tid hvor Kristine skulle hives ud af sengen om morgenen... og jo altid hårdt efter en lang sommerferie... Knuzz

    SvarSlet
  3. hmm...
    Min den yngste er 16, så det er svært at komme op. Specielt svært nu, hvor det er første uge efter sommerferie, og starten på noget helt nyt; gymnasiet.
    Sjovt nok kan han til gengæld være meget længe oppe...

    SvarSlet
  4. Annemarie: Jeg glæder mig også til de enten selv kan komme op (som om) eller de er flyttet - sikke rolige morgener man kan få :o)

    May Britt: Ja det er ekstra hårdt lige efter sommerferien, tror alle teenagemødre har været det igennem.

    Kim: Min den ældste er 17 og lige startet i 2.G, så eneste lyspunkt er alle de nye elever, der er lige så usikre som han selv var sidste år (hvilket han vist har glemt). Og ja de kan være meget, meget længe oppe.

    KH Anette

    SvarSlet