torsdag den 21. juli 2011

Blæst i håret

Det er lidt overskyet, men jeg tager chancen og håber jeg når det inden regnen. Jeg trænger til at komme "hjem". Jeg sætter kursen nordover til Tinkerup, stiller bilen ved Feriecenter Gilleleje, nu hedder det Danland. Det er mærkeligt, hele mit liv har det været Dansk Folkeferie, og det er det stadig i mit sind.

Jeg går gennem feriebyen ned til skrænterne og stranden, der er blæs på i dag, vinden står lige ind fra vandet. Jeg går ad stien oppe på skrænterne, her får man luft i lungerne, vind i håret og liv i kroppen.

Det er pragtfuldt at gå her med blæsten lige ind og se de store bølger rase mod stranden. Der er langt ned og stien ligger tæt på kanten.

Her har jeg gået som barn, her har jeg gået med mine egne børn, her søger jeg hen, når der er rod i tankemylderet og ting skal sættes på plads, og her tager jeg til når lykken bobler over, og jeg må fortælle de gamle, hvor godt det er at leve.

De gamle er min mormor og morfar, som kun er i hjertet, men her er de så nær, som da jeg var barn. Deres sommerhus lå ikke langt herfra, og her har jeg samlet så mange sten, at der til sidst ikke kunne være flere rundt om huset, her er jeg cyklet ned med morfar den dag, der var så mange mariehøns, at vores cykler var overfyldt på bare 5 minutter. Vandoverfladen var et stort hav af mariehøns, de var overalt.

Jeg elsker dette sted, herfra min verden går.

Kameraet er selvfølgelig med og jeg får hurtigt kørt det første kort fuldt og skifter til det næste, nu skal der fotograferes bølger, jeg finder en god sten og sætter mig til rette og fanger bølger.

Det begynder at dryppe lidt, så jeg går op til caféen, her er sket store forbedringer, der sælges is som altid, men også lækkert brød og mange andre gode sager. Jeg køber en is og et brød, sætter mig udenfor i gården og spiser isen, mens jeg ser på børnene på hoppeborgen.

Tankerne løber igen bagud i tiden. Da jeg kom her som barn, var det de gamle små røde huse, der lå rundt på arealet, men det er rigtig mange år siden og de er revet ned for bedre og mere moderne huse. Her har jeg selv holdt ferie med mine drenge. Vi fik lige parkeret bilen og båret to tasker ind, så var de væk - Vi løber lige på legepladsen - og en halv time senere kom de tilbage og havde allerede fået de første venner.

Rasmus (den mindste) syntes det var voldsomt på hoppepuden med alle de store børn, så vi stod tidligt op og gik over og hoppede, kun ham og jeg. Så kunne han hoppe, slå kolbøtter og grine lige til maven begyndte at kalde på morgenmad.

Legepladsen er stadig den samme. Rutsjebanen, som er et stort rør er der også. Drengene ville hellere kravle op ovenpå røret end rutsje ned igennem. Og hvor har jeg trukket dem op ad tovbanen mange gange.

Nu tager regnen mere til og jeg går tilbage til bilen. Fyldt med frisk luft i lungerne og minder i sindet. Jeg elsker det her sted.

Der skal nok komme billeder til senere, men jeg skal lige de der 400 stk. igennem, og lige nu pressede alle ordene sig på.

Så er der også billeder til teksten...

Stien op til toppen, hvor siddestenen står, herefter er der et blik ind over land og ned ad skrænterne med den smalle sti. Så en lang række bølge-billeder (jeg kunne ikke vælge) og til sidst en række billeder fra feriecentret. Husk billederne kan ses i stort ved at klikke på dem.

 

 










 Er der nogle der kan hjælpe med placering af billeder på blogspot. Jeg kæmper en kamp, og hader når billederne ikke står på linie. Her ville jeg f.eks. gerne have rækker med 3 billeder, men det kan jeg simpelthen ikke få til at lykkes.

13 kommentarer:

  1. Tak for en dejlig tur ved stranden og en tur tilbage i din tid.. Smukt skriv.
    Og noget helt andet Anette, jeg synes dit kamera ligner et Canon, vil du fortælle hvilket kamera og objektiv du bruger. Jeg har jo lige mistet mit Canon EOS 450 m. 18 -200mm objektiv, og skal have fundet et andet.. Jeg vil nok gerne blive i Canon verdenen, men ser selvfølgelig også på Nikon.
    Jeg er en glad amatør, der ser verden i billeder, og efterhånden er det gået op for mig, at hus og objektiv også betyder noget. Lige nu kigger jeg lidt på et EOS 550 m. 18 - 55 og 55 - 250 objektiv, men er meget i tvivl om jeg skal vælge 2 objektiver, og om jeg så bare altid har det forkerte på.. eller jeg skal holde mig til det kendte..
    Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre hvad du bruger, og hvad du ville købe, hvis du stod med 10.000 kr til et nyt kamera og objektiv.. ??
    KH Inge

    SvarSlet
  2. Smukke og dejlige minder, glæder mig til at se billeder...;-D

    SvarSlet
  3. Inge: Tak for ros.
    Det er rigtigt, jeg bruger Canon, jeg har et EOS 400D og bruger primært Canon Zoom EF-S 18-200 mm 1:3.5-5.6 IS.
    Du har ret med hensyn til to objektiver, tidligere havde jeg altid taske med, med objektiver, men efter jeg købte mit 18-200 mm objektiv, har jeg kun det med. Det vejer lidt, men er alsidigt og rigtig godt, særligt fordi der er stabilisator i, det gør det lettere at fotografere på stor afstand eller i svagt lys.
    Så hvis jeg skulle vælge lige nu, ville jeg også se på EOS 500-serien og det ovennævnte objektiv. Jeg kender ikke de nye kameraer, så der kan jeg ikke sige præcis, hvilket der er bedst.
    Hvis du fotograferer portrætter kan jeg anbefale Canon EF 50 mm 1:1.8. Det er også godt til mange andre ting, da det er godt i svagt lys. Håber det kan hjælpe lidt.
    KH Anette

    SvarSlet
  4. Annemarie: Tak, nu er der kommet billeder til.
    KH Anette

    SvarSlet
  5. Flotte billeder du har lagt på, og tak for info.. Jeg har også været super glad for mit 18-200 objektiv med stabilisator. Jeg regner med at køre ind til Kamerahuset på Frederiksundvej og se hvad der er af muligheder
    Hvis du bruger LiveWriter kan du selv styre 100% hvor dine billeder skal være på siden. og hvor store eller små de skal være. Du kan også få lagt dit vandmærke på alle billederne pr. automatik, når det bare et sat som standard.

    SvarSlet
  6. Dejlige billeder, jeg er også begyndt at bruge livewriter, men har ikke sat mig så meget ind i det endnu...;-D

    SvarSlet
  7. Hvor er det dejligt at læse, Anette! Jeg holder meget af sådan nogle barndomserindringer, og her får du spundet nutid og fortid sammen på dejligste vis. Jeg holder også meget af at komme de steder, jeg nød at være som barn og kører blandt andet tit til Kollemosen i Virum og forbi min mormor og morfars hus.
    Ha' en dejlig fredag, kh

    SvarSlet
  8. Dejligt med rigtig mange gode minder som rækker tilbage til barndommen... og forhåbentlig givet vider til dine dejlige drenge... og sikke fantastiske billeder af havet... Knuzz

    SvarSlet
  9. Tja, det kan være forbundet med stor eftertænksomhed - at søge tilbage hvor man havde sin barndom, og tænke over de ting der var engang.

    SvarSlet
  10. Inge:Tak, Kamerahuset kan anbefales. Jeg prøver at se på LiveWriter, tak for input.

    Annemarie: Tak, jeg ser på livewriter.

    Madame: Tak for ros, det er dejligt at have steder at lade op og steder med gode minder.

    May Britt: Jeg har i hvert tilfælde forsøgt at give det videre til drengene, og forhåbentlig sidder noget af det fast :o)

    Kim: Ja, det er forbundet med både eftertænksomhed men også med glæde og en følelse af ro og tryghed.

    KH Anette

    SvarSlet
  11. Sikke en dejlig erindringstur, du har været på - dine ord er smukke og levende.
    Stedet ser dejligt ud, stille og voldsomt på samme tid.
    Klem

    SvarSlet
  12. mette b: Tak for ros, det er et dejligt sted :o). I det hele taget elsker jeg strand og vand, det er dejligt beroligende.
    KH Anette

    SvarSlet
  13. Tak fordi du gav mig linket til dit indlæg her - hvor er det dog smukt at se dine billeder! Jeg glæder mig meget til at gå turen her fra havnen i Gilleleje. Kh

    SvarSlet