torsdag den 18. november 2010

Ro!

Det har været en travl uge. Konstant er der andre omkring mig, kolleger på arbejdet, telefoner der ringer, køer på motorvejen og børnene derhjemme.

Men nu er det lørdag, jeg vågner tidligt - lytter... der er helt stille i huset, solen sender sine spæde morgenstråler ind under rullegardinet. Jeg står stille op, smutter ned og snupper en ostemad, så skoene på og kameraet over skulderen.

Der er lidt køligt udenfor, jeg går med raske skridt, ud af byen, det tynder ud i husene. Forbi gården, hestene er allerede kommet på fold, det damper fra deres muler, som de står der og pruster i morgenkulden. Så er jeg der snart ...

Jeg går igennem de røde bomme, og lidt længere frem, her lige i skovgrænsen stopper jeg op, står midt på stien og lukker øjnene... jeg lytter... ingenting..., der er helt stille. Jeg bliver stående lidt, indtil skovens lyde trænger ind.

Spætten er i gang langt ovre til højre. Lidt tættere på pusler det i bladene, det er solsorten, der er i gang med at rode efter orme. Småfuglene vimser omkring i træerne og sender en morgensang gennem luften. Beroligende lyde - et dybt suk undslipper mine læber. Hvorfor har jeg været væk så længe.

Lettet fra hverdagens trængsler går jeg gennem skoven, sørger for at gå på det bløde græs, så jeg ikke forstyrrer dyrenes morgen. Kameraet er klar, klar til at fange et par rådyr i spring, eller måske en ræv på vej hjem efter nattens jagt.


Jeg går rundt om søen, stopper jævnligt op og lytter, der er svanefamilien i gang med morgenvasken, de snasker i vandet og pudser fjerdragten. De store unger er stadig helt grå i farven.

Længere fremme lyder den særeste musik... blop.. blopp, bling... bloop. Det er agern der falder ned fra egetræerne og rammer vandet. Jeg står længe og lytter til lydene og prøver at fange et billede lige i det frugten rammer vandet, men det er umuligt at sige hvor den næste falder, så jeg sænker kameratet og nyder bare synet og lydene.

Jeg nærmer mig igen udkanten af skoven, solens stråler varmer og er ved at brænde duggen væk fra græsset. Jeg går hjemad, roligt og smilende - jeg er klar til en ny uge.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar